Panama
6. januar 2008 - Isla Grande, San Blas, Panama12. januar 2008 - Colon, Panama14. januar 2008 - Panama City, Panama24. januar 2008 - Panama City, Panama6. januar 2008 - Isla Grande, San Blas, PanamaJul i Kunaland
Heldigvis! Den 23. dec. om morgenen kl. 9.07, kunne vi se de palmebeklædte småøer i San Blas komme til syne i horisonten, og kort efter tårnede de frodige bjerge fra den Panamanske fastland sig op i baggrunden – ganske symbolsk. Nok har de, i mere end én forstand, små Kuna indianere (det næstmindste folkefærd i verden, kun ”undergået” af Pygmæerne), som beboer øriget San Blas, deres egne politiske overhoveder, men de må pænt neje foran Panamas regering, hvor de har opnået en status af provins. Øerne er eftertragtede blandt sejlere som et fristed fra det øvrige Caribiens masseturisme. Et af de få steder på kloden hvor befolkningen endnu ikke er underlagt den vestlige verdens kapitalisme (møntfoden var indtil årtusindeskiftet kokosnødder) og hvor der stadig hentes vand fra fastlandet i udhuggede kanoer og hvor søkort endnu ikke er optegnet.
Indsejlingen til øen Achutupo blev mere spændende end vi havde håbet på. For det første havde vi naturligvis ingen søkort og for det andet var sigtbarheden i vandene omkring San Blas kraftigt reduceret på grund af et kraftigt regnskyl, som havde fået floderne til at skylle en store mængder mudder ud i de ellers koralklare vande. Da vi ankom, lå sigtbarheden i vandet på den uheldige side af 30 cm, og som resultat heraf, valgte vi en forsigtig indsejling med lav hastighed og en mand på udkig i masten. Vores dybdemåler tog til tider nogle ret drastiske udsving, og om det har været pga. meget varierende bundforhold, eller at den blot havde problemer med at læse dybden i det uklare vand, vides ikke. Vi kan blot konstatere, at vi led under vores første grundstødning på en mudderbanke i det ubarmhjertige vand som omgav Achutupu, lillejuleaftensdag 2007. Båden lettede sig en smule i stævnen, og bremsede så helt op. Motoren blev øjeblikkeligt sat i bak, og her var vi taknemmelige for vores 130 hestekræfter. Vi kunne stille og roligt bakke os fri fra banken, og åndede alle lettet op, da vi atter lå med vand under kølen.
Efter vi havde fundet en egnet ankerplads, gik juleforberedelserne i gang. Det var en dejlig fornemmelse, at vi for første gang i lang tid lavede noget andet end at klargøre, reparere eller sejle båden! Hele julemåneden var der blevet ladet op til denne fantastiske tradition med rigelige mængder risengrød, julepynt på væggene og samtlige 24 afsnit af ”Jul på slottet” som alt i alt havde skabt en hyggelig tropisk julestemning! Kulminationen var naturligvis selve juleaften, hvor der blev serveret juleand med en afart af brunede kartofler, brun sovs, rødbeder, almindelige kartofler og naturligvis en god gang ris a la mande til at slutte på. ”God” er måske så meget sagt, da konsistensen af dåseflødeskum åbenbart ikke egner sig til ris-a-la.mande! Herefter blev der sunget julesalmer, og endda åbnet enkelte gaver som på mærkværdig vis havde fundet vejen til San Blas helt fra Danmark (eller Nordpolen, hvis der er børn til stede).
På trods af øens uciviliserede ydre og meget beskedne størrelse var der en ”lufthavn” på fastlandet, blot få hundrede meter derfra. Lufthavn er et fint ord, det er vigtigt at understrege at der her var tale om to skæve bambushytter med palmebladstage og en ujævn betonstribe med hvide plastikbøtter som synliggjorde landingsbanen for piloten. 1. juledag to Rune til Panama City for at tage imod sin kæreste og dagen efter, 2. juledag, tog Rasmus af sted mod Danmark, da han havde fået mulighed for et gensyn med Nine (kæresten) og familien over nytåret. Da Rune og Vivi kom tilbage til båden blev ankeret hevet op og ruten gik længere nordpå gennem det flotte ørige. Fra andre sejlere havde vi hørt, at man i nordlig retning ville opleve gradvist mere vestligt orienterede stammer og øget grad ad turisme. Vi kastede anker ved Playon Chico, hvor englænderne før i tiden afhentede store mængder af kokosnødder. Af samme grund kunne vi i den tilhørende by se resterne fra de gamle fæstninger, og der stod stadig en gammel kanon og sigtede ud mod havnen i bedste kolonistil. Hvad den nærliggende kunalandsby ikke kunne tilbyde af idyl, havde vores ankerområde. Helt klart vand inviterede til at snorkle en tur bag et par flade øer hvor de hvide sandstrande kun blev brudt af enkelte kokospalmer. Et lille stykke paradis hvor vi tilbragte nogle herlige juledage, med masser af afslapning, god mad (7 hummere for 5 USD leveret ved båden af en Kunaindianer i sin kano) og snorkling.
Da Merete kort efter nytår skulle hjem til Danmark igen for at passe hendes studier, skulle det selvfølgelig ikke ske uden en god gang problemer. Hendes pas lå i skibets pengeboks da hun og Kristian var taget til Panama City og derfor kunne hun ikke vende tilbage til Danmark med den planlagte flyafgang. Resultatet blev en ordentlig tur igennem den omfattende Panamanske bureaukratimølle. Politiet var flinke og hurtige til at hjælpe. Ligeledes med den danske konsul. Problemet viste sig til gengæld at dukke op hos de amerikanske myndigheder. De ville ikke lukke hende ind i USA (hvor hun skulle mellemlande i fire timer) inden hun havde anskaffet sig et besøgsvisum. Dette visum tog seks dage og fem besøg på den amerikanske ambassade at få fat. Heldigvis lykkedes det til sidst at komme af sted og Merete kom sikkert tilbage til studierne.
I mellemtiden havde Kasper, Marie og Rune båden for sig selv, og skulle sejle den igennem den nordlige del af San Blas og til Colon. Det blev til nogle dejlige dage på båden bestående af korte dagssejladser og opankring hen ad eftermiddagen, med badning, snorkling og god tid til aftensmaden. Opfattelsen vi havde fået af den gradvis øgede civilisering af Kunalandsbyerne, jo længere vi bevægede os nordpå, viste sig også at stemme overens med vores oplevelse af dem. Ved den sidste destination inden Colon, Isla Grande, blev vi mødt af jetski, strandbarer og højtråbende mennesker i stedet for den klassiske Kuna i sin kano. San Blas-idyllen var bort for stedse.
12. januar 2008 - Colon, PanamaRøverbyen Colon ved indsejlingen til Panamakanalen…
I Colon blev besætningen atter samlet efter et par uger fra hinanden. Kristian mødtes med Rasmus i Panama City og Rasmus havde gode nyheder med i håndbagagen; bl.a. en dykkerkompressor. Han havde købt den i Danmark af besætningen fra ”Close Encounters”, som året forinden havde sejlet langtur i Stillehavet. Nu var den klar til at tage sin tørn på 55°Nord. Det eneste problem var, at det så ud som om flyrejsen havde været hård ved den, og det havde resulteret i at luftindtaget var fyldt med olie. Dykkerkompressoren var ikke det eneste der stod overfor en kærlig hånd. Båden havde stadig et par småting, der skulle kigges på. Det blev ikke bedre af, at vores frontrude i cockpittet valgte at tage sin afsked med båden, en nat hvor vi var kommet hjem efter et mindre fugtigt besøg på den lokale bar. Den faldt ganske simpelt ned i bunden af saloonen, hvor den splintredes i tusindvis af små glasskår med et kæmpe brag. De næste mange uger kunne vi af og til finde et lille glasskår i foden.
Samtidig med reparationerne skulle der købes en del provision, da det eftersigende var et godt og billigt sted i Colon. Det gik fint, trods byens noget brogede ry. Den er frygtet for dens ekstreme kriminalitet, og den eneste grund til at sejlere overhovedet befinder sig i byen, er at det er det eneste sted at ligge i kø for at komme igennem Panama-kanalen. Vi blev på det kraftigste anmodet om ikke at bevæge os rundt i byen alene, hverken dag eller nat, så vi tog vores forholdsregler og tog taxa hver eneste gang vi skulle ud af havnen. Rygterne gik om flere sejlere som var blevet overfaldet, og det hørte til sjælenhederne, at folk ikke kom til skade. Alt forløb heldigvis uden problemer.
Et sted som Colon finder man alverdens interessante mennesker og lettere skæve eksistenser. På den tidligere omtalte tur til den lokale sejlerbar, løb vi ind i en fyr, Scott, med det danske efternavn ”Pedersen”, som arbejdede som professionel dykker og (hold fast) skattejæger. Efter at have snakket med ham i lidt tid, fandt vi ud af, at han var hyret til at bjerge guldmønter og andet godt op fra et vrag fra det 17. århundrede, som lå et sted i Caribien. Han kunne selvfølgelig ikke fortælle os den eksakte lokation, men sørøverskibet som skatten blev fundet i, har tilsyneladende stjålet guldet fra et andet sørøverskib, hvorefter der var opstået en ildkamp, som havde resulteret i, at begge skibe var endt på havets bund. Han estimerede, at værdien for fundet ligger omkring 500.000.000 USD, og han kan indkassere en væsentlig procentdel til egen lomme som kaptajn for skibet. Vi syntes, at manden var så interessant, at vi besøgte ham dagen efter igen, for at høre mere om hans eventyrlige job. Vi fik en del flere detaljer at vide, og han fortalte desuden, at han havde siddet i fængsel i både USA og Mexico. Bortset fra dette lidt hårdkogte førstehåndsindtryk (suppleret af at han havde valgt det klassiske rockerudseende; kronraget og med det trimmede halvfuldskæg A.K.A. lokumsbrættet) viste han sig at være en meget jordnær, ydmyg og flink person.
Vi havde nogle forskellige effekter på båden som var overflødige, og vi derfor helst ville have solgt inden vi skulle sejle de lange stræk. Det drejede sig bl.a. om en dinghy med tilhørende motor, en GPS og et anker. Marie lavede et fint lille ”til salg”-skilt, som vi hang op ved Yachtklubben. Den første (og eneste) henvendelse var fra en ung mand, som var født og opvokset på Vanuatu. Vanuatu ligger i det sydøstlige Stillehav, og derfor kommer vi selv forbi stedet senere på vores rute. Han var meget interesseret i dykning, og fortalte bl.a. om en masse vrag fra 2. verdenskrig på Vanuatu, som skulle være fantastiske at dykke i. Han havde desuden sejlet jorden rundt, boet på Isla Margarita (Venezuela), hvor vi også købte vores båd. Så har han sin egen sejlbåd, som han nu er ved at sejle tilbage til Vanuatu – alene. Det vil altså sige det samme stræk som vi kommer til at tage (bl.a. med ca. 25 dages sejlads fra Galapagos til Marquesas), og det tilmed uden autopilot. Så selvom han valgte ikke at købe vores udstyr, måtte vi tage hatten af for ham.
14. januar 2008 - Panama City, PanamaSejlturen gennem Panamakanalen
I forbindelse med anmodningen om at komme til at sejle igennem kanalen, skal båden måles op. Hvis båden er over 50 fod, koster det ca. 50 % oveni den i forvejen klækkelige pris. Vi var ret lidt spændte på dette da vores båd, godt nok kun er sat til at være 46 fod, men her bliver det hele, lige fra søgelænder til badeplatform, inkluderet. Den endelige opmåling nåede 49,37 fod, så vi kunne for én gang skyld i økonomisk øjemed lade heldet tilsmile os, og så var vi ellers klar til at komme igennem Panamakanalen.
Den 13. Januar om aftenen kom to lodser ombord på 55°Nord, og guidede os ud fra havnen i Colon og hen til de første sluser – Gatun Locks. Her blev vi bundet sammen med en lille fransk sejlbåd, som inklusiv de obligatoriske ”line-handlers” var 7 personer ombord (vi var også 7 ombord, men havde ca. fem gange så mange kvadratmeter at udfolde os på), heriblandt kaptajnen, som en arketype på en fransk sømand med de klassiske tatoveringer på overarmene, cigaret bag øret, en dåseøl i den ene hånd og den anden på hans rorpind. Bådene blev grundigt tøjret sammen, klar til at møde de enorme vandmasser der bruser ud i sluserne, når de fyldes. Omgivet af disse enorme betonmure og med vandet brusende under kølen, føler man sig ret lille og overladt til tilfældighedernes spil. Hvis en af linerne til fortøjningerne tabes, er der ikke meget til at holde båden centreret, så alt foregik med den største respekt, og med tungen lige i munden. Under lodsernes kyndige vejledning, med fire liner fra båden og op til kanterne og med en grundig gang knofedt, var vi i stand til at holde båden nogenlunde i ro i midten af sluserne under fyldningen. Trin for trin kom vi igennem de 3 sluser, og blev i alt hævet ca. 28 meter over havoverfladen. Til sidst kunne 55’eren sejle ind i det ferske vand i Gatun-søen, hvor der ventede os en overnatning ved en bøje.
Den følgende morgen kom der to nye lodser ombord, som navigerede os igennem den store opdæmmede Gatunsø. Den har i størstedelen af det 20. århundrede været den største kunstige sø i verden, og det tog mere end tre år at fylde søen med vandet fra de omkringliggende floder, kilder og, ikke mindst regnvandet. Dette har efterladt et imponerende landskab, hvor de nøgne stammer fra træerne inden oversvømmelsen, stadig stikker de krogede grene over vandlinien i mellem de mange småøer, hvorpå der lever mange forskellige sjældne plante- og dyrearter. Vi måtte ærgre os over at glide forbi Smithsonian Institute, et forskningsanlæg, som ikke kan besøges, med mindre man har søgt om tilladelse lang tid i forvejen. Stedet bliver hvert år besøgt af forskere fra hele verden, som suger viden til sig om det uberørte og sjældne dyreliv, der er helt unikt for dette område.
Vi ankom til de sidste sluser ved middagstid efter ca. fire timers motorsejlads gennem søen. Her ventede vi lidt tid på den franske båd, som ankom i sidste øjeblik inden vi skulle igennem. Efter den første sluse på vej ned igen, sejler man ca. ½ sømil igennem søen, inden man når de to sidste sluser. I denne transportpassage, imens vi atter var bundet sammen med den franske båd, lød der pludseligt en mellemting mellem et smæld og en brækkende lyd. Som regel ikke noget godt tegn på en båd. Vi slap heldigvis med forskrækkelsen, men franskmanden var ikke ligeså heldig. En god del af hans ræling, var brækket af hvor tovværket mellem bådene sad. Efter at have bundet båden fast igen forsatte turen igennem de sidste sluser. Her gik vi igennem og de enorme porte til Stillehavet som åbnede sig kl. 13.30. mandag den 14. Januar 2008.
24. januar 2008 - Panama City, PanamaDe sidste forberedelser inden Stillehavets nådeløse uhjælpsomhed…
På Stillehavssiden af kanalen, lagde vi os til ved Balboa Yacht Club, hvor vi opankrede ved bøjer. Det viste sig at være en nødvendighed, da tidevandet samt udløbet fra sluserne i kanalen giver nogle hårde strømforhold. Bl.a. derfor tilbød yachtklubben også vandtaxier 24 timer i døgnet, i stedet for at man brugte sin egen dinghy. Stedet var fint til at klare de sidste forberedelser inden turen gik ud i det store blå, så de sidste kvadratmillimeter med ledig plads på 55’eren blev fyldt helt op med dåsemad, ris, pasta, cup-noodles og langtidsholdbar mælk. Samtidig fik vi serviceret vores dykkerkompressor, som ikke havde klaret turen med flyet særligt godt, og sat en ny rude i vores frontvindue i cockpittet efter uheldet i Colon.
Det er ikke nogen hemmelighed at en af de største inspiratorer for os (og især Rasmus!) på denne tur har været Troels Kløvedal, og hans sejladser på de syv verdenshave. Vi havde hjemmefra medbragt en programserie fra DR1 fra nogle år tilbage, hvor Nordkaperen sejler igennem Panamakanalen, til Kokosøen, Galapagos, og senere igen på hans rute, når mange af de samme destinationer, som vi har valgt at ligge vores rute efter. Selvfølgelig skulle vi se afsnittet, hvor Troels sejler igennem Panamakanalen, da vi netop selv var kommet igennem, og i dette afsnit møder Troels en dansker, Klaus, som er bosat i Panama City. Han var med i Vietnamkrigen for amerikanerne, og blev efterfølgende højt dekoreret for heltemodig indsats. Dagen efter så vi ved en tilfældighed den selv samme Klaus på den samme restaurant, hvor vi sad og spiste aftensmad. Vi henvende os til ham, og fortalte at vi netop havde set ham i programmet. Han viste sig at være utrolig venlig, og endda at være glad for i ny og næ give en guidet tur rundt i den gamle bydel af Panama City, og fortælle lidt om dens historie. Dette kunne vi ikke sige nej til, så vi fik presset ham ind i programmet, og to dage senere blev vi således, på en guidet tur, indviet i den mere end interessante historie i Panama City, med alt lige fra sørøvere til spanske erobrere. Det viste sig, at grunden til at han vidste så meget om byen, var at han i en kort periode havde været guide for turister. Et job som, efter eget udsagn, var et af de værste han nogensinde havde haft, da han ikke havde den længste lunte overfor turister med dumme spørgsmål, og han samtidig undrede sig over, at han ikke fik mere end et par dollars i drikkepenge, hvor nogle af hans kolleger let kunne tjene ”a hundred bucks”. Den nu omkring halvfjerdsårige Klaus (som lignede en der var mindst 15 år yngre) taler stadig dansk, men ofte ikke længere end et par sætninger af gangen, inden han slog over i amerikansk godt krydret med en stor portion bandeord af den værste slags. Han kunne sikkert, på en af sine fromme dage, jage en sømand ud af en havneknejpe kl. 5 om morgenen uden at hæve stemmen. Men han formåede, at fortælle energisk og farverigt omkring byen og ikke mindst sine egne oplevelser igennem et langt liv med mange interessante begivenheder. Vi sluttede af med en lækker frokost på en restaurant og sagde pænt tak for turen.
Fra Panama vil sejladsen bringe os til nogle af de mest mennesketomme og øde områder på jorden, og derfor er det naturligvis vigtigt, at vi er i stand til at klare selv de værste situationer på egen hånd. Ved en grundig forberedelse kan man komme langt, men alligevel er det rart med noget ekstern hjælp. I området omkring Panama og i forbindelse med forberedelserne til Kokosøen og Galapagos har vi haft stor glæde af FTLF’s (Foreningen Til Langturssejladsens Fremme) kontaktperson i Panama, Karsten Staffeldt. Inden vi ankom hjalp han os med vejrinformationer i det berygtede område nord for Columbias kyst, og imens vi lå ved Balboa, mødtes vi med ham flere gange, hvor han satte os ind i sejlforholdende i den første del af Stillehavet. Han tilbyder samtidig også en vejrudsigt over SSB-radio hver eneste dag i højsæsonen for sejlere, og hvis forbindelsen tillader at vi kommer i kontakt med ham, kan han endda give en vejrudsigt, helt specifik for det område vi befinder os i. Han var god til for vores vedkommende at tage det specielle hensyn, at vi ikke er de meste erfarne sejlere (for ikke at bruge udtrykket ”de mindst erfarne”) der har taget denne tur, og vi må derfor understrege vores taknemmelighed og beundring overfor denne frivillige indsats, som han yder overfor danske sejlere fra FTLF.
Efter nogle dage i Balboa kunne vi gøre båden søklar, og efter at have tanket båden og læsset de sidste par kondservesdåser ombord, kunne vi stikke til søs i Stillehavet med næste stop på Kokosøen.
Tilhørende fotos
Til forsiden