Cook øerne
10. juni 2008 - Rarotonga, Cookøerne20. juni 2008 - Palmerston, Cookøerne25. juni 2008 - Palmerston, CookøerneDag 1: Ankomsten til Palmerston
Dag 2: Hvordan man bliver gode venner med en hel ø på en dag
Dag 3: Du skal plante et træ – på Palmerston
Dag 4: Kom hviledagen i hu
Dag 5: Oplevelserne fortsætter
Dag 6: Farvel til oplevelsernes ø
Eftertanker
10. juni 2008 - Rarotonga, CookøerneEn gammel ven vender tilbage
Siden jeg forlod drengene og 55Nord på Isla Margarita har jeg som alle andre fulgt med på hjemmesiden. Det var derfor en fornøjelse at se drengene igen og se hvor meget der er sket. Den unge besætning har, som hjemmesiden beretter, oplevet mange forskellige kulturer, mødt et utal af interessante mennesker og set nogle af de smukkeste og mest isolerede områder på vor blå planet. Hjemmesidens flotte billeder og spændende fortællinger giver vel os alle en trang til at drømme os langt væk fra den travle hverdag eller endda til at fortryde, at vi ikke gjorde noget lignende, dengang fysikken og energien var til det. Men for en gammel journalist, genererer det naturligvis også en række kritiske spørgsmål; Hvordan ser sejlerlivet egentlig ud under bådens blankpolerede overflade? Hvordan overkommer drengene deres indbyrdes problemer, og deres afsavn til familie og kærester hjemme i Danmark? Jeg arrangerede endnu et besøg på båden 55°Nord, for at vide mere om sejlerlivet, nu hvor de rent faktisk er begyndt at sejle, men især også for at komme tættere på dem som personer. Jeg mødte dem i den vestligste del af Fransk Polynesien på øen Bora Bora, hvor jeg blev modtaget på polynesisk vis med velduftende blomsterkranse i lufthaven af fire smilende, solbrændte og energifyldte sejlere, som bød mig velkommen tilbage til livet på 55°Nord. Herfra følger jeg dem i ca. tre uger på deres færd til øen Niue.
Spændende er nok et af de udtryk, jeg oftest har brugt i beskrivelsen af besætningens oplevelser, og spændingen lod heller ikke vente længe på sig, efter jeg var kommet ombord. Kursen blev sat mod Cook Islands, ca. fem døgns sejlads og knap havde vi forladt Bora Bora, før vi blev overrasket af en ”squall”. En koncentreret regnbyge, som farer rundt i varme havområder med stor fart. Med sig bringer den uforholdsmæssigt store mængder vand og vind. Denne var, ifølge drengene, en af de hidtil hårdeste de var stødt på, og jeg må erkende, at jeg havde kunnet nøjes med mindre for at få denne oplevelse med…
Vi lagde alle mærke til hvordan Bora Bora pludselig ikke længere kunne ses bag båden og snart gik det op for os, at det var pga., at denne squall med dens tunge regnskyl, komplet havde dækket for udsynet til øens høje grønne bjergtoppe. To minutter senere var vinden så stærk, at båden lagde sig ned på siden – så langt, at jeg følte, at den kunne kæntre hvert øjeblik. Drengene beroligede mig med formaninger om, at der ikke ville ske noget, men som uerfaren sejler i ukendte farvande var den eneste beroligende løsning et forkrampet greb om kistebænken hvorpå jeg sad. Så snart det var gået op for os, at vinden ville blive voldsom, var det som nogen aktiverede et nøje planlagt program hos drengene. Rune, som stod bag roret, drejede med vindens retning, alt mens Kasper, Rasmus og Kristian rebede sejlene. Det gik hurtigt, og kommunikationen var kort og præcis. De kendte, med stor præcision, deres pladser, og hev og sled i tovværket, nærmest upåvirkede af at regnen piskede direkte ind fra siden i de stærke vindstød. I de få minutter hvor vindstyrkerne toppede, kunne man ikke se mere end tyve meter væk fra båden, og det var så godt som umuligt at skelne imellem himmel og hav. Selv jeg, som ellers sad helt inde under det overdækkede areal i cockpittet, blev gennemblødt af regnen som til tider slog så hårdt at dråberne føltes som velvoksne hagl. De tiltagende bølger, min angst for havets enorme kræfter og vindenes uforudsigelighed resulterede i mit første møde med søsygen. En modbydelig oplevelse, der i samme øjeblik som ubehaget indtræffer, sender tankerne og drømmene lige tilbage til det grå, men stillestående og sikre skrivebord hjemme i Danmark. Imens jeg ofrede til Kong Neptun fik drengene ”reddet stormen af”, som de betegner det når man sejler gennem uvejret. De følgende dage blev vejret noget roligere – faktisk så roligt, at vi til tider ikke kunne holde sejlene oppe, og så blev motoren startet. Det slider nemlig meget på sejlene, hvis de står og ”slår” under vindsvage forhold.
Samarbejdet ser uden tvivl ud til at være optimeret, når det kommer til pressede situationer på båden, men hvad med de små hverdagsgnidninger som vi alle kender alt for godt? Det kan være krævende nok indenfor de fire vægge hjemme i Danmark, men herude er der ikke den samme plads at boltre sig på og ikke andre at ”læsse af” på. Alle er på båden hele tiden, og er tvunget til at få det til at fungere. Hvordan har de taklet dette? Jeg satte mig ned, og spurgte drengene den efterfølgende aften, i det nu knap så gyngende hav. Rasmus forklarede, at det ikke altid er lige let, og det er ganske rigtig helt andre forhold, der gør sig gældende på en båd. Tommelfingerreglen er, at man altid siger til, hvis der er noget, der går én på. ”Ærlighed er vigtigt ombord. Hvis man først lukker noget inde – selv de små ting – bliver det stille og roligt til irritationsmomenter som før eller siden kommer til udtryk på uheldig vis. Derfor har vi siden vi tog hjemmefra fokuseret på, at være hudløst ærlige overfor hinanden.” Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at der ikke har været problemer overhovedet, og han fortsætter ”Vi er flere gange kommet i situationer, hvor der har været behov for en snak eller en diskussion, både to og to, men også hele gruppen. I sådanne sammenhænge finder vi for alvor ud af, hvor grundlæggende forskellige vi er. Det prøver vi så at respektere, og i stedet for at irriteres over forskellighederne, vender vi dem til de styrker, som forskellighederne jo reelt repræsenterer. Dybest set er det helt afgjort en fordel, at vi er så forskellige som vi er.”
Tiden ombord er, ifølge drengenes beretninger, gået med at opleve spændende og anderledes kulturer, dykke blandt hajer og havskildpadder, trekke i grønne bjergrige områder, sejle i op til tre sammenhængende uger i træk uden at se land, bade i vandfald og snorkle blandt delfinder, flotte koraller og farverige fisk. Ja, det lyder næsten for godt til at være sandt, så jeg spurgte, hvad tiden gik med, når den ikke lige stod på eventyr. De er alle blevet ivrige læsere på turen, og har pløjet sig igennem en skræmmende lang række bøger, som de har stående i bådens ”bibliotek” – nogle boghylder i bådens træbeklædte salon. Kristian forklarer, at ”Læsning er blevet en vigtig del af vores tur, både skøn- og faglitterært. Det er rent faktisk kommet bag på et par af os, at læsning, rent tidsmæssigt, ville komme til at fylde så meget som det har gjort.” Han peger smilende over skulderen på Rune og Kasper. ”Derudover er Rasmus i gang med at forberede sig til, at skrive en ph.d. når han vender tilbage til Danmark. Nogle gange kan han grave sig ned i flere dage af gangen. Ja, han er nærmest ikke til at få derfra igen, før båden letter anker.”
Udover dette går der utrolig meget tid med at holde kontakten hjem til familie og kærester. Der bliver jævnligt skrevet e-mails, og når situationen byder sig det (dvs. når der er internet i nærheden), bliver der ofte ringet hjem via Skype. Et andet fast programpunkt er opdateringen af hjemmesiden. Her skal der sorteres billeder og skrives rejsebeskrivelser. Grinende bliver det fastslået, at en af de gode ting ved at få besøg af mig, er at de slipper for den opgave. Personligt klager jeg nu ikke over lidt skrivearbejde, når blot kontoret befinder sig på en tropeø i det sydlige Stillehav.
Det kommer ikke bag på mig, at der går meget tid med at holde kontakten hjem; alle fire har forladt familier, venner og, ikke mindst, kærester hjemme i Danmark i et helt år. Udover den mærkbare korrespondance med dem kære derhjemme, undrede jeg mig over, hvordan turen er påvirket af dette gensidige afhængighedsforhold. Har det konsekvenser for de ellers talrige oplevelser? Eller for drengenes interne venskab? Kasper svarer: ”Det har naturligvis konsekvenser – også mere end vi hjemmefra havde regnet med. Vi har eksempelvis nogle gange valgt ankerpladser og destinationer efter at kunne komme på internettet. Desuden er vi alle blevet overrasket over, hvor meget vores besøg har påvirket vores sejlads; at vi skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, betyder, at vi nogle gange må tage af sted inden vinden er til det eller starte motoren undervejs for at komme frem til tiden. Vi har heldigvis alle fire kærester derhjemme, og derfor gør det, at vi har en forståelse for hinandens ønsker og behov. Derfor vil jeg ikke mene, at det har negative konsekvenser for vores interne venskab, men det kan til tider have konsekvenser for den rejse vi er på og de oplevelser vi får”. Drengene pointerer efterfølgende, at oplevelserne dog ikke lider under ændringerne i ruten – ”oplevelser er at finde, uanset hvor man befinder sig i Polynesien!”.
Båden nærmede sig øen Atiu, som var den første ø, vi skulle ankomme til i Cook ø-gruppen. Her kaldte Kristian, som i øjeblikket er bådens kaptajn, myndighederne op på VHF-radioen. Efter lidt korrespondance frem og tilbage, kom beskeden dog tilbage, at vi ikke kunne komme ind på øen på trods af, at der i farvandsbeskrivelsen stod, at det var muligt at indklarere (en ankomstprocedure som indbefatter immigration, told og havnemester) på den lille ø. Drengene tog konsekvensen, og besluttede at sejle videre imod Rarotonga; hovedøen i Cook ø-gruppen. Vi stod overfor endnu et døgns sejlads, men heldigvis tog vinden til og fyldte igen sejlene med luft, kort efter vi havde forladt Atiu. Det var først, da vinden lå på mellem 20 og 25 knob, at den stabiliserede sig. Vi bragede derud af, og så frem til at kunne skære en halv dag af vores sejltid.
Natten blev imidlertid hård med meget regn, vind i kulingstyrke og høje bølger. Imens drengene på skift sad på nattevagterne, og prøvede at holde båden på ret kurs, kunne jeg nærmest ikke lukke et øje. Man bliver bogstaveligt talt kastet fra side til side i køjen til en larm af fremmede, knagende lyde. Desuden er der varmt som i et tyrkisk dampbad når ikke vinduerne kan åbnes pga. regn og bølger som slår ind over båden. Heldigvis var vi fremme allerede den følgende morgen, og kunne lægge os ind i en knap så beskyttende, men øens eneste, havn.
Den efterfølgende dag skulle Rune med en flyver hjem til Danmark. Han havde valgt at tage hjem til hans familie og kæreste i en kort periode, da der skete en række store begivenheder i hans familie, som han helst ikke ville være foruden. Han følges herud igen med sin kæreste, Vivi, og påmønstrer båden på øen Niue, efter at have tilbragt fjorten dage i familiens selskab. ”Der er en masse ting der ramler sammen derhjemme, bl.a. min søsters fødsel, som gjorde udslaget. Blandet med lidt hjemve tog jeg konsekvensen, og bestilte billetter hjem fra Rarotonga. Heldigvis var de tre andre villige til at sejle denne vej forbi, så jeg kunne nå min flyver. Generelt har de været meget forstående overfor min beslutning, og jeg tror, at ingen af dem kan sige sig helt fri for en smule misundelse, når det kommer til stykket. Der er ingen tvivl om, at familien derhjemme er af enorm betydning for os alle fire.”, udtaler Rune. Denne påstand bekræftede de tre andre efterfølgende da jeg talte med dem over en kop aftenkaffe i cockpittet. Runes beslutning om at tage ”på ferie”, som drengene omtaler det, i Danmark, er et godt eksempel på den betydning savnet har. Intet eventyr uden ofringer. Ingen rejse uden savn.
Bo Bæk Jensen
20. juni 2008 - Palmerston, CookøerneMødet med Cook Øerne
Øgruppen, Cook Øerne, består af femten øer, der sammenstykker i alt 250 kvadratkilometer land, men som spredt er ud over et havområde i Stillehavet på næsten to millioner kvadratkilometer. Der bor ca. 14.000 indbyggere i øgruppen hvoraf 8.000 bor på hovedøen Rarotonga. Desværre har Cook Islands de seneste år, ligesom mange andre ø-samfund i Stillehavet, oplevet en markant stigning i antallet af beboere, som vælger det mere civiliserede liv i New Zealand eller Australien til fordel for den stilfærdige ø-tilværelse.
Rent geologisk er øerne vidt forskellige. Nogle af dem er flade atoller med ringrev, som vi kender dem fra Tuamotus i Fransk Polynesien. Andre er rå høje klippeøer, som bølgerne ubarmhjertigt kaster sig over, når vindene tager til. Selvom ø-gruppens førstesprog reelt er maori, taler alle indbyggerne perfekt engelsk, hvilket, for os på 55Nord, er en stor fornøjelse efter at have kæmpet med franske gloser og tegnesprog i mere end to måneder.
Vores første møde med Cook Øerne, var øen Atiu, var imidlertid lidt af en nedtur. Vi havde håbet på, at vi kunne få en overnatning i ly for bølgernes vuggen og et godt måltid mad på øen inden den videre rejse mod Rarotonga. Vi måtte dog desværre pænt sejle videre mod Rarotonga, da vi fik fortalt over radioen, at man, lige modsat hvad farvandsbeskrivelsen foreskrev, ikke kunne gå i land på denne ø, før kaptajnen havde indklareret på Rarotonga.
Kort efter vi havde forladt farvandet omkring Atiu, blæste det kraftigt op, og gav øens navn en helt ny betydning. Det blev til vindstød op til kulingstyrke, og et forvirret hav der opstod som følge af store dønninger fra nogle lavtryk på sydligere breddegrader, der blandede sig med de ”lokale” bølger fik båden til at rulle i et uforudsigeligt mønster. Til gengæld gik passagen fra Atui til Rarotonga stærkt, og det var særligt vores journalistiske rejsefælle meget taknemmelig for!
De første dage på Rarotonga…
Indsejlingen til ”marinaen” gik gennem et snævert og uroligt havneindløb, som blev formet af vejrhærgede stensætninger og cementblokke på hver side. Et stort medtaget fragtskib lå på siden op ad den ene stensætning, og skabte en passende kulisse til det krævende havneindløb – vi blev senere forklaret, at skibet for et par måneder siden havde forsøgt at forlade havnen i hård vind, men blev overrumplet af naturens kræfter, og endte således sine dage på klipperne. Vi kom helskindede ind i havnebassinet, hvor vi smed ankeret og hele 50 meter ankerkæde for at forhindre, at 55Nord skulle blive trykket ind i kajen. Pga. af det urolige havnebassin der lå nordvendt og blottet for havets dønninger, kunne vi ikke ligge båden tæt nok på kajen til, at man kunne springe i land fra båden. Det blev derfor til et spektakulært system med gummibåden som pram mellem båden og kajen – dog med den mærkbare ulempe, at der under lavvande var halvanden til to meter fra gummibåden og til kanten af kajen. Den eneste hjælp der var at finde, var nogle store beskidte traktordæk der hang ned fra kajen med den uheldige tendens at de altid var våde og dermed særdeles glatte når man kravlede op ad dem. Endnu værre blev det, når man skulle tilbage til båden, hvor man måtte springe de små to meter ned og ramme dinghyen med et brag. Det kan være krævende i et uroligt havnebassin, hvilket Kasper også måtte erfare, da prammen en dag ikke lå præcist, hvor han hoppede ned.
De første dage på Rarotonga gik med en cykeltur øen rundt, aftenarrangementer med lokal sang og dans, og så fik vi naturligvis sendt Rune med flyveren hjem på ”ferie” i Danmark. Vindstyrken tiltog og gik samtidig i nord og forvandlede det ellers lettere beskyttede havnebassin, til et næsten frådende hav med stor slidtage på tovværk og nerver til følge. Heldigvis gik vinden hurtigt tilbage i øst og havnen blev igen en ok ”ankerplads”.
Palmerston-planer og mødet med Tere Marsters
Allerede inden vi forlod Danmark var vi, af nogle gode venner, blevet fortalt om ”Paradisiske Palmerston”. Palmerston er en lille afsidesliggende atol med ca. tre døgns sejlads til øvrige øer i øgruppen, og som stort set kun har kontakt med omverdenen via forsyningsskibet, der ankommer tre til fire gange årligt. Da vi gerne ville besøge Palmerston, opsøgte vi derfor havnemesteren på Rarotonga for at spørge om vi evt. kunne være til gavn ved at tage post eller forsyninger med til beboerne. Det viste sig ved en tilfældighed at Palmerstons overhoved, ”The Island Secretary”, Tere Marsters, rent faktisk befandt sig på Rarotonga på det givne tidspunkt. Få timer efter snakken med havnemesteren, dukkede Tere op ved 55Nord til en lille snak. Det var tydeligt, at han lige skulle se os an, før han lod os stikke af sted med båden fuld af dyrt indkøbte forsyninger til atollen. Desuden fortalte Tere efterfølgende, at det er en høj prioritet for atollen, at de besøgende er hjælpsomme og åbensindede, ganske enkelt fordi det forventes, at man tager del i det daglige arbejde på øen, når man besøger den.
Desværre var Tere netop blevet fortalt, at forsyningsskibet, som havde holdt ham ”fanget” på Rarotonga i seks uger, var blevet yderligere tre uger forsinket. Tere blev derfor lykkelig, da vi tilbød at sejle ham hjem til øen, og at vi desuden godt kunne få plads til de vigtigste fornødenheder. Tere var ikke sen til at fortolke begrebet ”de vigtigste fornødenheder” og i de følgende dage blev 55Nord pakket til bristepunktet med medicin, rissække, platstikbaljer, konserves, gasflasker og friske grøntsager til øens 46 beboere.
De sidste dage på Rarotonga
Vejret skulle imidlertid vise sig igen, at spille os et puds. Et nyt lavtryk passerede syd om Rarotonga, og det gav mere vind, end vi havde lyst til at prøve kræfter med. Ikke mindst synet af det nødstedte fragtskib i udsejlingen lå som et kæmpemæssigt advarselsskilt, og påmindede kærligt om konsekvensen af dumdristighed overfor naturens kræfter. Desuden så vi en mindre sejlbåd (i de massive bølger faktisk forsvindende lille), som af kystvagten blev reddet i sikkerhed for vindene og bølgerne. Kun en tåbe frygter ikke havet!
Lavtrykket gav os nogle ekstra dage på Rarotonga som blev flittigt udnyttet til en trekkingtur tværs over øen, to runder golf i den lokale golfklub, læsning, en polynesisk danseforestilling med Tere, film i øens overdimensionerede biograf, en enkelt aften med kolde øl og ellers intenst arbejde på båd, ph.d., jobsøgning, internet osv.
Sejlturen til Palmerston
Da vejret klarede op flyttede Tere ombord, og vi stævnede ud fra Rarotonga i små 20 knobs vind med 2-3 meter bølger, som desværre hurtigt gjorde vores polynesiske gæst til en lavmælt mand. Dagene sammen med Tere på Rarotonga og passagen til Palmerston gjorde, på trods af hans søsyge, sit til, at vi havde en grundlæggende forståelse af øens historie og kultur – på godt og ondt. Tere er både præst, lærer og politimand, og har boet en længere årrække i New Zealand og Australien, så han har gjort sig mange overvejelser og perspektiveringer omkring livet på Palmerston, som han gladelig delte med os. Således følte vi os meget privilegerede og velinformerede da Palmerstons palmer, i solnedgangens skær dukkede op i horisonten – næsten som hvis vi havde læst en række bøger om destinationen, som der i øvrigt ellers ikke er skrevet meget om, fordi meget få mennesker får chancen for at besøge den. Lonely Planet skriver kort, at Palmerston er eventyrlig, men at rejsen dertil er næsten umulig og, at man skal bevæbne sig med tid og kontakte Tere Marsters hvis man vil gøre sig forhåbninger om at komme dertil. At Lonely Planet-forfatteren ikke selv har været på øen er der ingen tvivl om – Palmerston er med andre ord ”off the beaten track”.
Teres syn på Palmerston
Kort fortalt nedstammer Palmerstons indbyggere fra William Marsters, som flyttede til øen i midten af 1800-tallet. William fik børn med tre koner, og således er der opstået tre slægter/familier som eksisterer den dag i dag. Alle 46 indbyggere på øen bærer derfor efternavnet ”Marsters”, hvilket jo udover at være et lidt pudsigt fænomen i vores øjne, egentlig gør det forbløffende nemt at være gæst; ”Goodmorning Mr. Marsters” – den går man aldrig galt i byen med på Palmerston!
Den distinkte familieinddeling er ifølge Tere ikke helt uden problemer. Der gemmer sig mange stridigheder og familiefejder bag den solbeskinnede paradisiske facade – nogle af dem endda med rødder helt tilbage til William Marsters’ forhold til sine tre koner. I det hele taget får vi gennem snakken med Tere opfattelsen af, at øen på mange måder lider under de komplicerede familiefejder – bl.a. har det været svært at samle øen om nye projekter fordi det var så godt som umuligt at opnå enighed. Tere er tydeligvis stolt af ”sin” ø og man mærker, at han kæmper for det, han mener, er det rigtige. I de fem år han har været ”Island secretary”, har han iværksat en række initiativer, og forsøgt at få familierne til at arbejde mod et fælles mål. En succeshistorie som Tere fortæller meget om, delvist fordi Teres kone er øens underviser, er øens skole. Den uddanner i alt 16 børn i alderen 5 til 15 år, men har i mange år været ustruktureret og derfor efterladt ungdommen fra Palmerston med meget begrænsede muligheder for at læse videre på Rarotonga eller i udlandet. Derfor har de adopteret et amerikansk undervisningssystem, som efter Teres udsagn skulle være utroligt effektivt. Vi får arrangeret, at vi må komme og undervise eleverne under vores ophold, og glæder os meget til at se og høre mere om, hvordan undervisningen foregår.
Skolen er blot en af de mange institutioner som opretholdes på øen. Lige såvel som Tere er både ø-sekretær, præst, bogholder osv. er der mange andre, der har flere kasketter på i det lille samfund. På trods af øens størrelse, er der som alle andre steder brug for politi, brandvæsen, sygehjælp, bedemand, nødberedskab (i tilfælde af f.eks. orkaner), generatormester, telefonmester, ø-administration, borgmester, dronningens repræsentant osv. Dertil kommer, at de fleste drenge og mænd på øen er på revet flere gange om ugen for at fange papegøjefisk, som efterfølgende renses, fileteres, fryses ned og sendes til Rarotonga med forsyningsskibet. Derfor er Palmerston også det samfund i verden med flest frysere pr. indbygger (hvilket vi senere skulle erfare) – men de er livsnødvendige, fordi papegøjefisk er øens største og stort set eneste indtægtskilde.
Kirken og kristendommen spiller en stor rolle på øen – både for samfundet på øen og for Tere som præst og øens overhoved. ”Palmerstonerne” er protestanter og er generelt meget religiøse. De tager troligt i kirke i deres søndagstøj og kvinderne med hat og en friskplukket blomst bag øret, tre gange hver søndag.
Kirken er også med til at skabe et, ifølge Tere, højest nødvendigt moralsk kodeks for hvad der er god tone og skik på øen, og den har derigennem også haft en unik evne til at samle beboerne om noget fælles. Derfor bruger Tere, som deler præstehvervet med en udefrakommende præst, kirken som et talerør hvor han bl.a. motiverer beboerne til at arbejde sammen med udgangspunkt i bibelske fortællinger. Kirken er kraftfuld og vigtig i et samfund som Palmerstons fortæller Tere.
Når vi efter at have kendt Tere i et nogle dage, tør at spørge forsigtigt ind til eventuelle problemer omkring indavl pga. den beskedne befolkning, som alle har sammenfaldene gener, forklarer Tere, at der er regler for, hvor nær man må være relateret sin udkårne. Det gør det nødvendigt for mange af øens unge beboere, at søge sin mage på andre øer. Faktisk får vi fortalt, at rejsen med forsyningsskibet til Rarotonga, som ofte varer lang tid og går forbi adskillige andre fjerntliggende øer, er et af stederne hvor mange møder sin kommende mage – og det endda på trods af, at man lever under kummerlige forhold. Nødvendigheden af at søge mage udenfor øen, har imidlertid også bevirket, at antallet af beboere på øen i perioder har lidt nogle ordentlige knæk fordi de udfarende aldrig vender tilbage. Men antallet af indbyggere synes ifølge Tere, at have stabiliseret sig på ca. 50 indbyggere.
Fremtiden er der ikke klarhed over. Selvom der er mange projekter i gang på øen (f.eks. oprettelsen af cyklonbeskyttende huse, udvidelse af el-nettet og en sandvej på tværs af øen), får vi ikke fornemmelsen af, at Palmerston har noget klart mål for, hvad øen skal i fremtiden – en ide om hvordan øen skal se ud om ti år. Dertil kommer hvad det næste relevante projekt skal omhandle; skal øen reklamere for at få flere langturssejlere? Skal de etablere en sejlrute mellem Rarotonga og Palmerston for at mindske afhængigheden af forsyningsskibet? Skal de have en landingsbane, så rejsetiden kan nedsættes betydelig? osv. Det ligger hen i det uvisse, og i bund og grund er det jo heller ikke vigtigt for os. Vi er blot spændte på at se, hvordan Palmerston ser ud lige nu – er skolen så god som Tere siger? Kan man som udefrakommende mærke familiefejderne? Er der virkelig ingen tegn på indavl? Hvordan fisker de? Er de så venlige, som Tere har givet udtryk for? Sjældent har vi været så godt forberedt, og så spændte på mødet med en ny kultur.
25. juni 2008 - Palmerston, CookøerneDag 1: Ankomsten til Palmerston
Atollen havde været synlig det meste af eftermiddagen, og da solen efterhånden var gledet helt ned bag horisonten, havde vi sejlet rundt om Palmerston-atollens eneste beboede ø, Palmerston, der bærer samme navn som selve atollen. Da Tere Marsters, vores polynesiske gæst på 55Nord, havde kaldt vores kommende værtsfamilie samt sin egen familie over radioen, var der i den grad taget hånd om ankomsten. Vi blev mødt af hele tre både, som med lommelygter i mørket guidede os uden om koralknolde og hen til ankerpladsen. I den ene båd sad Edward, vores vært på Palmerston som havde tilbudt os, at vi kunne fortøje 55Nord til hans bøje. Han havde medbragt sine to sønner; David på 11 år og John på 8. I den anden båd sad Edwards bror, Simon sammen med Teres 11årige datter, Shekinah, som ventede med længsel på sin far efter mere end 6 ugers fravær. I den sidste båd sad der en anden sejler, som også havde fundet vejen forbi Palmerston, og var kommet over for at hjælpe til. Stemningen var høj, da de så, hvor meget vi havde medbragt til det sjældent besøgte samfund, og ingen kunne vente med at læsse det hele over på bådene. 55-årige Simon som, i kraft af sin udnævnelse som den engelske dronnings repræsentant på Palmerston, officielt skulle indklarere os på atollen, hoppede ombord på 55Nord, og gjorde papirerne klar. Tere havde tidligere forklaret os, hvordan Simon både er god til mennesker, meget håndfast og højt respekteret for dette, men samtidig, ligesom Edward, tilhører den mindst velansete familie på øen. Han har samtidig en tragisk livshistorie, hvor forbudt kærlighed hindrede ham i, at få den kvinde han elskede på New Zealand, og måtte derfor flytte tilbage til Palmerston alene, for at bo sammen med hans bror og hans familie. Tere sagde, at der var tre grunde til, at han havde valgt Simon til dette job; for det første havde han godt af at blive respekteret ligeså meget, som han fortjente på den lille ø, for det andet, for at statuere et eksempel der viste, at man ikke nødvendigvis var mindre værd alene pga. man kommer fra ringere kår og, for det tredje, fordi han er så hårdtarbejdende, ærlig og pligtopfyldende, at der ikke er nogen, der kan gøre det bedre end ham. De nødvendige underskrifter blev sat, passene grundigt kigget igennem og inden længe havde vi fået læsset alt, hvad der de seneste dage havde været stoppet ind i samtlige af 55’erens ledige stuverum, revner og sprækker, over på Edwards båd. Tere kunne endelig komme ind til sin familie igen, noget han havde snakket om og set frem til lige siden han fik bekræftet, at det var muligt at sejle med os. Et savn vi ligeledes, efter mere end 8 måneder væk fra Danmark, kun kunne nikke genkendende til.
Dag 2: Hvordan man bliver gode venner med en hel ø på en dag
Vores første dag på øen, var på mange måder en historisk dag for det lille ø-samfund. Et forsyningsskib er som tidligere nævnt et sjældent syn på øen, og da netop et forsyningsskib, for første gang i 4 måneder, ankom denne dag, var det i sig selv en stor begivenhed. Men ud over den enorme mængde fryse-, dåse- og tørvarer, som der vanligt blev modtaget med stor glæde, stod der denne gang også en rendegraver (en lille en af slagsen, men trods alt en rendegraver), en masse cement og en stor trailer på dækket af forsyningsskibet. Der skulle nemlig inden for den nærmeste fremtid bygges cyklonsikrede bygninger midt på øen, som skulle kunne huse alle de ca. 50 personer, som boede på øen under en cyklon. Et stort projekt taget i betragtning af, at huse på Palmerston ellers normalt består af palmestammer, blikplader og palmeblade.
Vi tilbød godvilligt vores hjælp, og stod derfor kort efter solopgang på stranden, hvor småbådene med varer fra forsyningsskibet lidt senere skulle aflæsses. Rundt om os stod langt de fleste af øens beboere, og bekræftede os i, at denne begivenhed på det nærmeste kunne sammenlignes med juleaften derhjemme – noget alle tog del i, og havde set frem til lang tid forinden. Beboerne var velorganiserede med VHF-radioer, arbejdshjelme og gule selvlysende veste, så der på ingen måde var tvivl om, at det var arbejdsdag. Desuden var en traktor med lad og en firhjulet crosser med en lille trailer for første gang mobiliseret i et forsøg på at øge effektiviteten og mindske rygsmerterne ved aflæsningen. Sidste gang forsyningsskibet anløb Palmerston dannede alle øens beboere en lang kæde! Vores opgave blev at hjælpe Teres kone, Yvonne, som styrede den firehjulede crosser med trailer, med at køre rundt til de forskellige familier og aflæsse deres bestilte varer. Ofte var der tale om fyldte kummefrysere, som er en effektiv måde for beboerne at transportere fødevarer på, hvilket naturligvis fører til, at der er uforholdsmæssigt mange frysere på øen. Mere end en pr. indbygger, fik vi fortalt af en stolt øboer. Efterhånden som vi kom rundt på øen, og så frysere stå både indenfor og udenfor husene, samt et større antal der var skrottet i baghaven, måtte vi erkende, at der nok var noget rigtigt i hans påstand.
Man forstår godt, at frysekapaciteten skal være af en betragtelig størrelse, idet fryserne skal kunne rumme levebrødet for majoriteten af øens befolkning i de lange perioder mellem forsyningsskibets besøg. Desuden bruges de også til opbevaring af de fileterede papegøjefisk, som i store mængder eksporteres til restauranterne på Rarotonga. Strømmen til at drive 50+ frysere, dannes af øens dieselgenerator, som man ikke er et sekund i tvivl om hvor befinder sig. Den er strategisk placeret, tæt på størstedelen af øens beboelser, og den larmer som en ond drøm. Lyden blev forstærket af en manglende udstødning og henledte umiddelbart tankerne på en maskinkanon der dundrede løs – tolv timer i døgnet. Da vi spurgte, hvorfor den larmede så meget, fik vi at vide, at de i to år havde prøvet, at skaffe en udstødning der passede, og først nu havde fået den tilsendt med forsyningsskibet. Så hvad gør man på en lille ø, når man bor lige op ad en øredøvende generator? Man lærer at leve med det!
Da vi sidst på eftermiddagen var blevet færdige med at flytte de sidste sække med cement, blev der serveret et måltid i administrationsbygningen som en slags tak for hjælpen til alle dem, der havde hjulpet hele dagen igennem. Vi kunne mærke, at der var en stor taknemmelighed og imødekommenhed hos indbyggerne på øen. Alle smilede og hilste, og Tere især var meget taknemmelig for vores hjælp – både overfor ham personligt og for, at vi havde givet en hånd med i løbet af dagen. Vi var selv glade for at have fået denne mulighed, da vi følte, at vi kom til at kende befolkningen meget bedre ved at give en hånd med arbejdet.
Da dagen var ovre, sejlede Edward os tilbage gennem den umulige labyrint af koralblokke i lagunen, ud til båden i skumringen, imens han sang gamle traditionelle sange fra øen for os, som han havde lært af hans far, og som nu gik videre i generationen til hans sønner.
Dag 3: Du skal plante et træ – på Palmerston
Tere tilbød, som tak for vores hjælp med at sejle ham til øen, at vi måtte plante en kokospalme hjemme hos ham. Det betragtes ikke blot som en stor ære, men betyder ifølge traditionerne på Palmerston også, at det rent faktisk er vores træ. Den sidste gæst der fik lov til det, var en besøgende, som havde boet ni måneder hos Edward, så vi følte os naturligvis beærede. Ideen havde Tere fået undervejs til Palmerston, da vi forklarede Tere lidt om de danske traditioner, og i den forbindelse vovede os ud i en sang fra højskolesangbogen, nemlig Piet Heins ”Du skal plante et træ” som vi efterfølgende oversatte. Vi var yderst taknemmelige – dels for den venlige gestus og dels fordi, at vi her fik muligheden for at efterlade et lille minde fra rejsen i Stillehavet – en mulighed som vi havde håbet at få ved at indgravere skibets navn i de berømte sten i Academy Bay på Kokosøen, men som desværre ikke lod sig gøre, da det var blevet forbudt.
Efter at have tilbragt formiddagen med Edwards familie, tog vi om til Tere, som kun adskilt af et lille stykke skov, boede ganske tæt på Edward. Her fik vi forklaret lidt om de forskellige palmer, og derefter blev de spirende kokosnødder sat i jorden. Hele ceremonien blev dækket af en overvældende mængde billeder og film, så vi var helt sikre på, at vi om 25 år, eller når vores børn kommer til Palmerston, kan finde vores egen palme. Hvis det skulle ske, er det stadig til den tid vores palme, og vi kan tage alle de kokosnødder, vi lyster, forklarede Tere. Vi overlod dog generøst palmernes drift og høst til Tere i mellemtiden!
Da vi vendte tilbage til Edward efter palmeplanteriet, var det store middagsbord dækket op – og det så ud til, at Edward var lige så overrasket, som vi var. Årsagen var, at det var Edwards 35-års fødselsdag, og han havde selv glemt det. Derfor havde hans kone Shirley, Simon og drengene, David og John, i samarbejde med Tere og hans familie arrangeret et festmåltid til ham. Udover en lang række lokale specialiteter fik vi serveret noget, som vi aldrig før har smagt og nok næppe nogensinde kommer til at smage igen – nemlig stegt havskildpadde. Det er sjældent, at indbyggerne selv spiser skildpadde, da de er klar over, at hvis de snupper for mange, vil det gå ud over bestanden. Men op til et par gange om året, går øboerne dog ned og henter en på stranden (ja, man behøver ikke engang at jage dem, man går bare ned på det rigtige tidspunkt, og henter dem, når de selv kommer op på stranden!), så de kunne få tilfredsstillet deres lyst. Og vi forstod også hvorfor; med en smag der mindede lidt om oksekød, men var en smule mere sødligt, smagte det fantastisk. Faktisk har beboerne altid været meget bevidste om at bevare det rige marineliv i lagunen og brugt bl.a. kvoter, hvis bestanden af f.eks. papegøjefisk var faldende.
Imens de voksne slog mave, tog drengene os med ud i den omkringliggende palmelund for at hente kokosnødder – for nu skulle grisene fodres. Omme bag huset havde Edward et par håndfulde grise gående, og de fik naturligvis serveret kokosnødder hver dag. Her var der meget at lære for os! Vores erfaringer med at åbne kokosnødder indtil nu, er mildest talt at det er en meget omstændig, farefuld og tidskrævende proces; minimum en times hårdt slid pr. kokosnød med skruetrækker og hammer, og et efterfølgende oprydningsarbejde af et sådan omfang, at det efterhånden har taget lysten fra os. Det foregår imidlertid lidt mere effektivt når det gøres rigtigt!: Først vrider man tarven (det yderste af nødden) af med et spyd, som var hamret godt ned i jorden (30 sekunder). Herefter flækker man kokosnødden med en kniv lige på midten ved en række veltilrettelagte slag, og lader saften løbe ned i en spand (15 sekunder). Til sidst skærer man et mønster i selve cobraen (kokoskødet), og vrider stykkerne ned i spanden med en speciel teknik (1 minut pr. halvdel). Så let skal det gøres!
Dagen var dog ikke ovre endnu, da vi nu skulle med Edward ud og fiske. Vi sejlede af sted hen på eftermiddagen, og fulgte ringrevet rundt et godt stykke i hans motorbåd. Edward kender lagunen som sin egen bukselomme, og han svingede imellem, de på afstand usynlige, koralknolde i fuld fart imens vi klamrede os til rælingen.
Fisketuren foregik sådan, at vi gik rundt på revet i det lave vand med god afstand i mellem os, og når Edward fik øje på en fiskestime i det lave vand (vi holdt også udkig, men kunne ikke se fiskene!), omringede vi stimen, imens han trak nettet ud i en stor halvcirkel. Når han gav tegn var det meningen, at vi skulle skræmme fiskene i retning af nettet. Vi måtte desværre konkludere, at vores fisketalent ikke levede helt op til Edwards forventninger, idet han kort tid efter signalet til os, begyndte at råbe nogle ret uforståelige, men ganske højlydte og sikkert ikke uskyldige ord i vores retning. Vi forsøgte efter bedste evne, at gætte os til hvor fiskene befandt sig, og samtidig tyde hans forjættede ordvalg. Til vores store held var der denne dag mange papegøjefisk på revet, hvilket resulterede i, at nogle af de forvirrede papegøjefisk fik forvildet sig ind i nettet, og derfor endte vi alligevel med at få fat i omkring 80-100 store papegøjefisk (Edward fortalte os at rekorden er på 150). Når fiskene sad fast i nettet, gik vi en tur rundt og pillede dem ud, brækkede nakken på dem i et makabert inferno af blod og skæld, satte dem på en snor og trak dem efter os i vandet, for at holde temperaturen på dem så lav som mulig. Da vi var færdige, stod solen lavt på himlen, og vi sejlede igen hjem til Palmerston. Her rensede vi fiskene i vandkanten, imens mørket var begyndt at lægge sig over lagunen. Midt i arbejdet havde de store mængder af blod og indmad tiltrukket en nysgerrig hvidtippet haj, og Edward kommanderede os om på den anden side af fiskene, så vi havde front ud mod hajen. Så kunne vi se, når den kom, sagde han, imens arbejdet fortsatte.
Fileteringen foregik efterfølgende ved familiens hus, og alle hjalp til. Selv Tere og hans familie var kommet til undsætning. Da Simon og drengene også havde været ude i Simons båd for at fiske samtidig med os, havde vi omkring 120 kg papegøjefisk liggende på bordet foran os. Snakken gik livligt hen over arbejdsbordet, og Edward blev ved med at underholde med historien om vores håbløse fiskeevner, og der blev smurt lidt mere på, hver gang han fortalte den. Vi forsøgte efter bedste evne, at mane hans overdrivelser ned på et rimeligt niveau, men det syntes tilsyneladende at more de lokale endnu mere. Sent hen på aftenen kunne vi tilfredse lægge 70 kg fileterede papegøjefisk i kummefryseren, og sætte os til bords efter et veloverstået stykke arbejde. Her fik vi, som traditionen foreskrev det, serveret familiens livret, ”bonefish”; fiskeben med det tilbageværende af kødet efter fileteringen vendt i mel og derefter friturestegt. Det smagte himmelsk!
Dag 4: Kom hviledagen i hu
Den følgende dag var en søndag, og det betyder, at man ikke må lave noget som helst på Palmerston – undtagen lige at gå i kirke, spise og sove. Så vi tog med i kirke – dvs. en af de tre gudstjenester, der er om søndagen. Den lokale præst havde i dagens anledning bedt Tere, som også er uddannet præst, om at holde gudstjenesten. Bagefter holdte han søndagsmiddag for både vores værtsfamilie, øens præst og hans familie og os. Da man ikke rigtig må lave noget om søndagen, hverken snorkling eller nogen anden form for aktivitet, kunne vi ikke gøre andet end at smide os afslappet tilbage på stranden og slappe af, eller sidde og snakke med de mange spændende mennesker.
Det lader til, at mange af øens interne problemer er funderet i gamle traditioner, og der eksisterer en unævnt modstand imod at ændre den situation. Derfor er der mange igangværende småstridigheder på øen, som nogle gange kommer op til overfladen, og kan, efter sigende, endda udvikle sig til håndgemæng. Vi oplevede flere gange eksempler på familiefejderne på nært hold. Bl.a. da Rasmus skulle sende noget af sin opgave hjem til gennemlæsning hos en professor i Danmark, var det ham umuligt at klare det på andre måder end over nettet. Der er én computer på øen, som er koblet til internettet, og Yvonne, som er en af de personer på øen, der oftest har brug for nettet, har endnu ikke fået lov til at vedhæfte en fil, når hun skulle sende en mail. Og hun har boet på øen de seneste fire år. Bestyreren af telecentret begrunder det med, at der er for stor risiko for virus ved filoverførsler. Da Rasmus henvendte sig til bestyreren, fik han lov til at sende den, efter at have spurgt én gang. Behøver vi at nævne, at Yvonne og computerbestyren tilhører to forskellige familier.
Dag 5: Oplevelserne fortsætter
Mandag morgen var vi af Teres kone, Yvonne, øens eneste lærer, blevet bedt om at komme om til den lille skole og fortælle lidt om os selv. Eleverne sad spændt i en halv time og lyttede til hvad Danmark er for et sted, hvad der fik os til at begive os på rejsen og hvordan rejsen foregik. Efterfølgende havde vi forberedt en fodboldtræning for ungerne, og det hele sluttede af med, at vi spillede kamp. Efter at have kigget lidt på hvad der foregik (og set vores svagheder an), havde de lokale mænd også besluttet sig at udfordre os. Den følgende halve time var der ingen nåde i kampens hede, og vi oplevede hvor meget en konkurrence kan betyde for en Marsters. Trods deres hjemmebanefordel (det foregik i bare tæer på koralsand og sten) fik de ikke skovlen under de hårdt kæmpende danskere. En sikker 5 – 0 sejr og vigtigst af alt – ingen alvorlige skader. Efter kampen var vi inviteret til frokost i administrationsbygningen, og derefter fandt vi vores vej ned på stranden, hvor vi slog mave i skyggen af et palmetræ.
Efter en tiltrængt lille time på øjet, kom Edward og vækkede os. Nu skulle vi med ud og fiske igen. Vi pakkede båden, og havde denne gang både John, David og Simon med. Denne gang havde vi lært af vores mindre heldige forsøg sidst, og vidste nu, hvad vi skulle kigge efter for at se fiskene – hvilket gjorde det en hel del lettere at fiske! Vi skovlede fisk op i båden, og endte med at tangere rekorden på de 150 papegøjefisk. Vi rensede dem ude på revet imens mørket faldt på, og John og Kasper måtte holde hajerne væk med spyd, imens alle andre, med nervøsiteten og arbejdstempoet stigende for hvert minut, rensende fiskene færdigt.
En af de ting vi havde set frem til, lige siden Tere fortalte om muligheden på sejlturen, var at overnatte på en ”motu” – en lille ø af koralsand på ydrerevet af en atol. Det var blevet fastsat til denne aften, og vi skulle ifølge planen overnatte på den motu, der hedder Cook Island (ikke at forveksle med ø-gruppen af næsten samme navn), men da det var blevet alt for mørkt efter fisketuren, var der knap nok tilstrækkeligt lys til at komme ud fra revet. Imens Simon sejlede hjem med drengene og alle fiskene, satte vi to mand i stævnen af den lille båd for at holde udkig efter koralblokke i skumringen. Samtidig blev planen ændret til at sejle til en nærmere beliggende motu, Toms Island. Efter at have fejlnavigeret et par gange, kom vi ind på så lavt vand, at vi kunne springe i vandet og trække båden ind og sætte ankeret fast. Herefter gik vi ind på øen med hele vores oppakning, og tændte et lille bål, hvor kaffekedlen blev sat over.
Da kaffen og varmen fra bålet havde bragt farven tilbage i vores kinder, begyndte vi at gøre klar til aftenens helt store begivenhed; hummerjagt. Vi tog vores pandelamper og skoene på, og traskede atter ud over revet i en halv times tid, indtil vandet gik op til midt på skinnebenet, og tidevandsstrømmen var begyndt at blive mærkbar. Så begyndte vi ellers at gå igennem vandet med god afstand mellem hinanden og lyse efter hummerne, som om aftenen krydser ind over revet, når tidevandet er det helt rigtige. Når vi så en hummer, sneg vi os ind på den, og greb den med hænderne, eller satte foden oven på den, så den ikke kunne slippe væk. Når man griber den med hånden er det komfortabelt at have en handske (Edward klarede det imidlertid med bare hænder) idet hummeren har massevis af små sylespidse torne, og kæmper for livet med ”næb og klør”. Man tager så fat i forkroppen bagfra, og river den ud af vandet, hvor man smider den så hårdt ned i sækken, så den ikke kan nå at sætte sit piggede ydre fast i sækkens trævlede sider. Så snart de løftes over vandet siger de en brummende lyd som en bisværm. Efter en halvanden times tid frem og tilbage på revet, var det blevet til 15 ”cray fish”, som de lokale kalder dem. Vi vandrede tilbage over revet og smed dem i bålgryden med kogende havvand, og spiste os mætte i hummere serveret på store friskplukkede blade fra en plante ved siden af bålet. Endnu en kulinarisk oplevelse af de store på Palmerston, og endnu engang havde vi selv skaffet maden på ”bordet”. Indtil søvnen overmandede os, sad vi, og snakkede rundt om det knitrende bål, imens den klare stjernehimmel kiggede ned på os gennem palmebladene fra oven.
Dag 6: Farvel til oplevelsernes ø
Da vi vågnede i vores hængekøjer den følgende morgen, var det hjemad i en fart. Edward havde travlt, fordi han skulle nå at fiske igen, inden tidevandet blev for højt. Dette gav os en mulighed for at forberede nogle gaver til familierne som tak for alle de gode måltider og store oplevelser. Vores gaver bestod hovedsageligt af ting, som er svære at få fat i på den isolerede ø; tørvarer, batterier og musik eller film samt en lille donation til skolens legeplads. Hen på formiddagen kom Edward ud til os med en masse kæder og bøjer. Vi havde lovet at hjælpe ham med at sætte en ny fortøjningsbøje i vandet, og samtidig undersøge holdbarheden af dem han i forvejen havde. Der fandtes ikke dykkerudstyr på øen, og derfor var det for ham en stor tjeneste. Da vi var færdige med det, tog vi ind til øen og brugte et par timer til at gå rundt og sige farvel til de mange flinke mennesker, vi havde mødt. Vores gaver blev modtaget med stor glæde, og det blev et næsten hjerteskærende farvel, især til vores værtsfamilie og Teres familie.
Foran os lå nu et par døgns sejlads inden gensynet med Rune og Vivi på Niue.
Eftertanker
Vi har efter opholdet på Palmerston spurgt os selv - hvad gjorde oplevelserne på Palmerston så interessante? Der er ingen tvivl om, at Palmerston er et unikt og svært fremkommeligt rejsemål, der kun besøges af få turister og at atollens beboere (derfor) er ualmindeligt imødekommende. At det ligefrem er en ære, at være vært for gæsterne på Palmerston er naturligvis en oplevelse i sig selv – noget som man i mange andre samfund uden tvivl kunne lære meget af. Der er derfor ingen tvivl om, at vi skylder Palmerston den største tak for oplevelserne. Beboernes åbenhed og nysgerrighed gjorde også, at øen fik langt mere ud af os som besøgende, end mange af de andre øer vi har besøgt på vores rejse – f.eks. ved at vi hjalp med aflæsning af forsyningsskib, fiskeri i lagunen, undervisning i skolen, nedlægning af fortøjningsbøjer og fortællinger om dansk kultur, demokrati, velfærd osv. Omvendt har det uden tvivl haft en enorm betydning, at netop vores symbolske håndsrækning til øen – tilbudet om at medbringe post og forsyninger, at sejle Tere derop og at involvere os i det daglige arbejde – var med til at åbne dørene til mange af vores oplevelser. Det understreger blot, at det betaler sig at være generøs. Giv til verden, og den vil give til dig.
Tilhørende fotos
Til forsiden