Fiji

5. august 2008 - Fiji
Et splittet land
Grundstødning
Vuda Point Marina
Afslapning i Yasawagruppen



5. august 2008 - Fiji
Sejladsen til vores destination i Fiji tog godt fire døgn, men allerede et døgn efter vi havde forladt vulkanøen Tofua i Tonga, kunne vi se de første Fijianske øer. Øriget er mere omfattende, end vi havde forestillet os, og består af utallige små og større øer, som ligger spredt over et enormt havområde. Desværre kunne vi ikke sejle ind til nogle af de smukke øer vi kom forbi, da et strengt bureaukratisk og, for en gang skyld, regelret system havde indsnævret mulighederne for at tjekke ind i landet til fire steder, som alle lå placeret inde omkring hovedøen. Vores tidsplan tillod os desværre ikke at sejle tilbage igen, så vi måtte (drømmende) se til imens den ene smukke og fascinerende ø efter den anden forsvandt i horisonten bag os.

Et splittet land
Da vi ankom til hovedøen, Viti Levu, midt om natten, gik vi ind igennem det ydre rev, som gør farvandet på øens vestside til et enormt bassin helt fri for de store stillehavsdønninger. De spredte palmebegroede småøer, vekslende fra sand-, til koral- og klippeøer, og det flotte vand gør området til et yndet valg blandt både sejlere og turister i den mere almindelige forstand. Turisterne valfarter til Fiji – men kun når den politiske scene ikke er i opbrud. Historien på Fiji har nemlig været direkte årsag til, at de fleste undersøger en ekstra gang om der er optræk til uroligheder inden landet besøges. Flere gange i løbet af de seneste 20 år er der forgået militære kup på Fiji – senest i 2000, hvor den indiske valgte regering blev væltet af det fijianske oppositionsparti. Årsagen til disse gentagne stridigheder skal nok findes i øens lidt specielle kulturelle sammensætning bestående af indere, som briterne indførte som arbejdskraft da de måtte konstaterede at fijianerne ikke var så medgørlige i forbindelse med arbejdet i de store sukkerrørsplantager, som området egner sig godt til. På den måde ligner fijianerne alle andre øboere i Stillehavet, som vi har mødt indtil videre. Kulturer hvor det har vist sig muligt at overleve ved blot at rejse sig fra skyggen og gå hen til det nærmeste frugttræ og plukke aftensmaden, ubesværet hive et par fisk op af lagunen eller blot vente på en kokosnød skal falde ned til dem, har ikke udviklet det mest produktive og flittige folkefærd. På Fiji tæller den driftige indiske befolkning efterhånden halvdelen af hovederne på øerne, og de er langt mere produktive end fijianerne – f.eks. ejer de stort set alle forretningerne på Fiji. Dette har skabt et spændingsforhold, som ikke alle ser lige optimistisk på. En indisk taxachauffør (et af de mange erhverv som fijianerne ikke gider beskæftige sig med) fortalte os at omkring 90 % af de indsatte i fængslerne var fijianerne, og at de eneste to steder man ser dem arbejde, er som politikere (kup-magere) eller på de mange ressorts, hvor de hele tiden går rundt og siger ”Bula” – det fijianske ord med mange betydninger, som både betyder hej, velkommen, hvor er det godt at se dig, farvel, ha’ det godt, jeg er glad og en række andre positive synonymer.
Inderne har gjort Fiji til et ganske unikt område i Stillehavet. Den indiske kultur lever på bedste velgående, og har bl.a. sørget for dusinvis af små hyggelige indiske restauranter, hvor man ikke skal bede om at få ekstra krydret karry, hvis man har sin tunge kær. Ligeledes ses de klassiske markeder med masser af frugt og grønt, men her på Fiji også med store bunker af forskellige mangefarvede krydderier. Det tilføjer en dimension, som vi gladelig tager imod, da vi efterhånden har set meget til den polynesiske kultur. Desuden var inderne ofte ovenud venlige og hjælpsomme – endnu engang skønt at møde sådan en imødekommenhed overalt hvor vi færdes.

Vi havde naturligvis undersøgt den politiske situation inden vores ankomst, og det så ud til at vi ikke umiddelbart ville løbe ind i en revolution. Men til gengæld oplevede vi her for første gang et fænomen, som vi var blevet advaret imod utallige gange siden vi købte båden; nemlig bestikkelse. Da Kristian havde kontaktet myndighederne i byen Lautoka, hvor vi havde besluttet os for at tjekke ind hos myndighederne, viste de pludselig en enorm interesse for at komme ombord og undersøge nogle forskellige ting. Det viste sig at de havde set i papirerne, at vi havde en smule mere alkohol end der var tilladt, og med truslen om en bøde og et alt andet end diskret nik imod sprutflaskerne, endte immigrationsofficeren med at stille sig tilfreds med en flaske rom og to halve flasker gin til hans kammerater. ”Velkommen til Fiji”, tænkte vi, imens den glade officer vinkede os farvel.

Grundstødning
Den følgende morgen var båden tilstrøget i aske fra sukkerrørsfabrikken som strategisk var placeret tæt på havnen, og havde evnen til, afhængig af vindretningen, at aske store dele af byen og, til vores uheld, havnen til. Vi besluttede os derfor at forlade denne korrupte del af Fiji og efter vi havde ordnet nogle praktiske småting i byen, satte vi sejl igen og lod os glide igennem vandet ned imod en skøn lille øgruppe, Malologruppen, som ligger tæt passet som vi sejlede igennem et par dage tidligere. Hen på eftermiddagen kunne vi dog se, at det ville blive svært at nå inden mørket faldt på, så vi sejlede til en lille idyllisk ø der lå på vejen og smed ankeret. Efter en kort svømmetur fik vi konstateret, at der kun 30 meter længere fremme lå en langstrakt koralvæg, som rejste sig fra 8 meters dybde og gik næsten helt til overfladen. Vi mente dog ikke, at den ville udgøre nogen fare, så længe vinden blæste os væk fra øen. Under aftensmaden vendte vinden, og hvad der tidligere set fra båden havde været vest blev til øst, nord til syd og dybt vand til lavt vand. Vi tog lommelygterne frem og lyste ned i vandet for at undersøge om, vi var kommet i nærheden af revet, men kunne ikke se noget tegn på det. Vurderingen blev desværre til, at vi nok lige kunne nå at spise færdig inden vi flyttede båden, men så langt nåede vi naturligvis aldrig; Under maden hørte vi pludselig den gennemtrængende dybe rumlen, og rattet begyndte at dreje til den ene side med stor kraft. Koldsveden nåede ikke halvvejs ned ad ryggen før alle ombordværende sprang op, fik startet motoren og begyndte at hive ind på ankerkæden, så vi kom væk fra revet. I de skæbnesvangre sekunder kunne vi se revet ligeså tydeligt bag og hen langs den ene side på båden, imens vi flyttede os med hvad der synes som sneglefart væk derfra. Vi slap heldigt fra den pinagtige situation.  Dagen efter viste det sig, at der kun var kommet et par små ridser i bundmalingen. Havde vi ikke haft heldet med os, kunne konsekvenserne risikere at måles i tusindvis af dollars.

En erfaring rigere sejlede vi ned til Malolo og sænkede, som den eneste båd, anker i en dejlig øde bugt. Det undrede os en smule, da vi havde hørt, at stedet var velbesøgt af både sejlere og turister. Forklaringen kom efter Rasmus, Nine, Kasper og Marie havde været inde på øen og gå en tur. På den modsatte side af øen lå det ene luksusressort efter det andet, og sejlbådene lå på rad og række i den tilhørende bugt. Her brugte vi et par dage, og flyttede, efter at vinden var gået i nord og havde tiltaget i styrke, om til de andre sejlbåde. Lidt luksus har aldrig skadet nogen, og slet ikke besætningen på 55Nord.

Vuda Point Marina
Vi havde, efter at have besøgt en marina på hovedøen, besluttet os for at få lavet noget arbejde på båden her, da det viste sig at være noget billigere end at gøre det i Australien. Vi sejlede derfor tilbage imod fastlandet igen, kun med et enkelt stop på vejen. Her tog vi et dyk, hvor vi kunne se et flyvrag fra en bombeflyver fra anden verdenskrig, som lå spredt ud over et mindre område på havbunden. Vi har på de sidste mange dyk kun set meget få hajer og det ærgrer os faktisk – men dykkene er stadig enormt flotte, farverige og fascinerende. Det skyldes nok blot, at vi fik startet vores dykkerkarriere blandt hajerne på Kokosøen og i Tuamotus.

Båden blev i Vuda Point Marina hevet på land, hvor vi fik renset bunden, påført ny bundmaling og poleret siderne samtidig med, at en række andre småting blev ordnet i en rasende fart. I de fem dage båden var under behandling, fik vi hjælp af helt op til syv bådhåndværkere ad gangen – så der var fart over feltet, og mange ting der skulle koordineres. Til gengæld fungerede 55Nord bedre end nogensinde, da Merete, Kristians kæreste, ankom til båden umiddelbart inden afsejling. Det var en sand fornøjelse, og vi kunne hverken få armene ned igen, eller fingrende væk fra kameraets udløsningsknap, så det blev til en række flotte billeder af 55Nord. En af de arbejdere der tilbragte flest timer på båden hed Boras. En inder sidst i halvtredserne som normalt tjente hvad der svarer til 15 kr. i timen. Men på trods af den beskedne løn og trange kår var han venligheden selv, og han blev en god ven af båden – bl.a. underviste han Nine i kunsten at bage indiske roti (fladbrød), og han inviterede os på middag i sit hjem, hvilket vi dog desværre ikke kunne finde tiden til.

Marie og Kasper havde i disse dage søgt tilflugt på et luksusressort som lå nede på den sydlige kyst af Viti Levu, indtil Marie skulle med flyveren hjem til Danmark. Her fik de nogle spændende dage, hvor de bl.a. besøgte en zoologisk have med endemiske dyr og de berømte sand-dunes, som bedst kan beskrives som Råbjerg Mile under lidt varmere himmelstrøg.

Afslapning i Yasawagruppen
Vi havde besluttet at tilbringe et par dage i Yasawa-gruppen, som nærmest lå på vejen til Vanuatu, vores næste stop. Yasawa-gruppen skulle vise sig at være mere øde end de andre dele af Fiji, som vi havde oplevet. Her var landskabet endnu ikke fyldt med jetskiudlejere og luksusressorts, men i stedet de små landsbyer som har ligget her i århundreder. Her er de lokale fijianere ikke tynget af, at inderne skal tage deres stillinger, for der er ikke nogen – hverken stillinger eller indere! De kommer, som vi har oplevet så mange gange tidligere, smilende sejlende ud til os i deres udriggerkanoer, råber ”Bula!” og vil egentlig bare gerne snakke med os, og måske samtidig invitere os med på en fisketur. Deres styreform er stadig traditionel med en landsbyhøvding som sætter dagsordenen. De daglige bekymringer kredser sig om at skaffe diesel til generatoren, fiskekroge og batterier til lommelygten, og ikke, som på de større øer, at inderne besidder flere chefstillinger end fijianerne. De er i dag stort set selvforsynende, som deres forfædre har været igennem generationer.

Her blev der tid til nogle hyggelige dage med bøger og lange snakke i solens skygge, snorkelture og for Rune, Kristian og Meretes vedkommende også en trekkingtur til en lokal bjergtop. Netop som Rasmus havde sat ”bjergbestigerne” af på stranden gik påhængsmotoren på dinghyen ud. Han måtte stage sig ud tilbage til båden og finde værktøjet frem.
Da trekkingholdet kom svømmende tilbage efter en fantastisk tur, hvor de bl.a. havde mødt en venlig lokal der havde givet dem kokosnødder og vist dem vejen til toppen, var motoren stadig uden liv. Selv efter Rune, med de magiske motorhænder, havde givet sit besyv på sagen, var det en gåde, hvad der var galt. Vi besluttede at tage motoren op og få nogle professionelle til at kigge på den når vi ankom til Vanuatu.

Den følgende morgen ankom Kasper til båden med en færge fra hovedøen, Viti Levu, hvor han netop havde sat Marie på en flyver til Danmark. I samme stund stod Nine og Rasmus af 55Nord for at tage en færge tilbage til Vitu Levu, hvorfra de havde booket flybilletter til Vanuatu. Deres sidste dage på Fiji måtte foregå i nærheden af internettet, da Rasmus skulle kontakte en vejleder ang. ph.d.’en hjemme i Danmark. De brugte derfor tre dage på et hyggeligt hotel i byen Nadi, hvorfra de var på ture til en sukkerrørsplantage, en orkidehave, lokale landsbyer, hyggelige restauranter og et uhørt antal cafeer med ”gode kopper kaffe”, før de tog flyveren videre til Vanuatu.

Den tilbageværende besætning, Kasper, Rune, Kristian og Merete, satte nu kursen imod Vanuatu. Mange sejlere har endt eventyret på koralerne i Fiji, da der mange steder er koralblokke og rev, som endnu ikke er kommet med på de gamle britiske søkort. Mange af disse søkort er nemlig den dag i dag baseret på opmålinger fra slutningen af 1800-tallet. Det samme skulle vise sig næsten at overgå 55Nord. Vi var knap nok sejlet fra ankerpladsen før Merete opdagede, at dybden under kølen pludseligt faldt forbløffende hurtigt på vores elektroniske dybdemåler. Hun vækkede Kasper, som lå ved siden af rattet, og han reagerede hurtigt ved at sætte motoren direkte kraftigt i bak, og fik styret uden om det lave område. Kristian, som stod under læ, frygtede ved den voldsomme lyd fra motoren og bådens pludselige bevægelser, at den havde ramt bunden og stormede op på dækket, hvor han hev maske og snorkel frem og panisk sprang i vandet for at se om, der var kommet ridser i skroget. Men der var ingen ridser, og episoden endte med et godt grin. Resten af udsejlingen foregik stille og roligt, indtil dybden ikke længere kunne måles af vores instrumenter. Herfra ventede en sejlads på ca. fire til fem dage.


Tilhørende fotos

Til forsiden