Vanuatu
13. august 2008 - Epi, VanuatuForunderlige Vanuatu
Ankomsten til Port Vila
Vores første møde med det ”virkelige” Vanuatu
Forventningernes bagside
20. august 2008 - Ambrym, VanuatuDag 1 – Indsigt i familielivet på Vanuatu og madlavning
Dag 2 – Den hidtil længste trekkingtur på sejladsen
Dag 3 & 4
Dag 5
Tilbage til Port Vila
23. august 2008 - Erromango, VanuatuHjælpen er nær
En gammel ven kommer på besøg
Erromango
25. august 2008 - Tanna, VanuatuTanna
På tværs af øen
Mt. Yasur
13. august 2008 - Epi, VanuatuForunderlige Vanuatu
Vi har stort set ikke mødt den stillehavsskipper der ikke har fortalt os mangt og meget om forunderlige Vanuatu, og de enorme oplevelser som gemmer sig i denne vestlige del af Stillehavet. Vores forventninger var derfor skyhøje ved ankomsten til landet, og de skulle vise sig at være berettigede.
Vanuatu består af 83 øer, som er spredt ud over et område der strækker sig over 1200 km. fra syd til nord, og minder på ingen måde om ø-grupperne vi tidligere har besøgt på vores rejse. Beboerne er meget mørkere i huden, kæbepartiet er mere fremskudt og en smule grovere end tilfældet har været hos de andre Stillehavsbeboere vi har mødt. Desuden er moden mindre vestligt inspireret – selv i hovedstaden Port Vila som ellers på mange måder er lysår foran de yderligt beliggende øer. Vanuatu var indtil 1980 en fransk og britisk koloni og beboerne taler derfor fransk og engelsk i vid udstrækning selvom det officielle modersmål er Bislam.
Naturen i Vanuatu er barsk på flere vis. Ø-gruppen er placeret direkte ovenpå samlingen mellem Stillehavets og Indo-australiens kontinentalplader hvormed jordskælv og vulkansk aktivitet er hyppigt forekommende. Vanuatu har derfor også ni aktive vulkaner hvoraf vi skulle komme til at se to ved selvsyn. Med et gennemsnit på 2½ cykloner om året, er det imidlertid ikke hverken vulkanerne eller jordskælvene der udgør den største trussel for beboerne. Heldigvis ankommer vi til Vanuatu udenfor cyklon-sæsonen, så faren er begrænset, selvom det fra tid til anden sker, at cyklonerne er ude af trit med årstiden. Faktisk har vi flere gange på rejsen oplevet, at de store tonegivende vejrsystemer som f.eks. passatvinden eller de ækvatoriale havstrømme er stik modsat hvad de burde være. Verden er rent af lave!
I alle fald oplever vi hverken jordskælv eller cykloner, men belønnes til gengæld med en sådan strøm af oplevelser, at Vanuatu for hele bådens besætning står som et af rejsens absolutte højdepunkter.
Ankomsten til Port Vila
55Nord ankom til hovedstaden Port Vila, på øen Efate, efter en hurtig overfart på blot tre døgn mod de forventede fire til fem døgn fra Fiji.
Efter en hurtig rengøring af båden blev en række praktiske opgaver iværksat. Med hensyn til udenbordsmotoren, som brød sammen umiddelbart inden afrejsen fra Fiji, viste det sig, at vi, som de kapable sejlere vi nu engang repræsenterer, havde forbyttet diesel og benzin og således fyldt udenbordsmotoren op med diesel. Denne uheldige hændelse udløste en overophedning af en urimelig dyr chip som gik i stykker og måtte skiftes. Til alt held kunne den lokale mekaniker reparere problemet på rekordtid og rejsen til de nordlige øer kunne begynde. Som en lille krølle på udenbordsmotor-halen gentog vi vores trick, netop som vi fik motoren tilbage – på med diesel og et ordentligt ryk i starteren. Motorens ujævne gang og det faktum at dinghyen var pakket ind i en sky af røg blev afværget med et skævt smil og et efterfølgende vrid til max på gashåndtaget – men smilet stivnede da motoren kort efter satte ud og efterfølgende udviste total umedgørlighed. Så meget for sømændene af guds nåde. Heldigvis kunne problemet afhjælpes med en ny tankfuld benzin og en gennemskylning af motoren.
Selvom vi havde hørt meget godt om Port Vila, overraskede byen os alligevel med sit udbud af dagligvarer, mobiltelefoner og flotte hoteller. Vi nød derfor i nogle dage muligheden for god kaffe, frisk frugt, frokoster på vestligt-inspirerede caféer og næsten ubesværet adgang til internettet.
Markedspladsen, som ligger lige ved siden af ankerpladsen i Port Vila, frister døgnet rundt med et overdådigt udbud af frugt, grønt, kava, fisk og skaldyr. Årsagen til aktiviteten på markedet i alle døgnets 24 timer skulle vise sig at være foranlediget af, at familierne som sælger sine varer på markedet er kommet langsvejs fra og derfor ikke kan tage hjem for natten. Alle de handlende, børn som voksne, sover derfor på gulvet blandt de opstillede boder indtil deres varer er solgt og så rejser de tilbage til landsbyerne og forbereder næste læs til salg i hovedstaden. Der er derfor altid en hyggelig summen af liv omkring markedspladsen.
Nine og Rasmus var ankommet til Vanuatu med fly fra Fiji nogle dage før 55Nord og havde brugt tiden på et lækkert ø-ressort ved Port Vila. Som vi alle ombord på 55Nord har oplevet, kan det være enormt dejligt med nogle kærestedage væk fra båden – lidt luksus (lagner, håndklæder osv. der ikke er saltvandsfugtige, en seng der står stille, room-service, morgenmadsbuffeter uden opvask og hvad luksus-resorts ellers kan tilbyde af komfort og aktiviteter, som ikke findes ombord på en sejlbåd) og måske endnu vigtigere lidt alenetid, så man kan få indhentet de sidste måneders udskudte snakke om stort og småt.
Efter alle var tilbage på 55Nord, de sidste ting var ordnet og båden gjort søklar kunne rundrejsen til de nordlige øer begynde.
Vores første møde med det ”virkelige” Vanuatu
Første mål var Emae, en lille ø som egentlig blot skulle udgøre et roligt ankersted for natten, men som snart skulle vise sig at blive vores første møde med det ”virkelige Vanuatu”. Kort tid efter at ”krogen” (skipperslang for ankeret) var kastet, kom en af øens lokale roende ud til os i en udriggerkano, som han selv havde bygget ved at udhule en træstamme. Han havde taget en gave med i form af en udhugget træskulptur – en miniatureudgave af en totempæl. Referencen til Vanuatus fortid med kannibalisme (der officielt blev forbudt i 1969) var ligefrem – han ville sikkert invitere os ind til landsbyen og inden solnedgang, ville vi sidde i hver vores gryde med de lokale dansende omkring med tænderne i vand. Men Michael, som han hed, var naturligvis godheden selv og vi tog gladelig imod invitationen om at besøge dem i landsbyen senere samme til en ”kavaceremoni”. En time senere kæmpede dinghyen, pakket med seks spændte danskere, sig ind mod stranden. I landsbyen blev vi mødt af Michael, hans bror Philippe og landsbyens ”young chief”. Det blev til en spændende rundvisning hvor vi kunne konstatere, at de her bor i virkelige palmehytter, sover på sivmåtter på jorden og laver mad over bål. Grisene pilede ud og ind mellem husene, og børnene så nysgerrigt til mens de landsbyens mænd viste de fremmede rundt. Børnene var meget fascinerede af vores digitale kamera fordi det, måske for første gang, gjorde det muligt for dem at se sig selv – til stor morskab for dem alle.
Som en stor ting for landsbyen og til vores store forbavselse havde flere af beboerne mobiltelefoner. En måned forinden besøget var en sendemast blevet placeret på øen og i et slag revolutioneret fortidens omstændige kommunikationsform. Etableringen blev fejret med en omfangsrig ceremoni med helstegt vildsvin og masser af kava. Internettet er dog endnu ikke udbredt i det nordlige Vanuatu – et af de meget få steder hvor dette endnu ikke er tilfældet. Vi kan efterhånden konstatere, at den moderne teknologi spreder sig som en steppebrand til selv de fjerneste afkroge af kloden.
Landsbyen er på samme vis, som vi erfarede det på Fiji, ledet af en høvding. Ved ankomsten til en landsby i Vanuatu er det kotume, at man, med en gave under armen, beder høvdingen om lov til at besøge landsbyen eller blot at ligge for anker i høvdingens lagune. Denne tilladelse gives stort set altid, og man bydes velkommen – nogle gange med kava. Det er høvdingen som sætter dagsordenen for landsbyen, og der er ingen tvivl om, at høvdingerollen er behæftet med stor ære og respekt – også selvom titlen går i arv og ikke er uddelegeret i henhold til evner. Høvdingen på Emae havde kun haft rollen i nogle få år siden hans far gik bort – men han virkede både engageret, ydmyg og respekteret for sin indsats overfor de godt 240 hundrede indbyggere i landsbyen.
Philippe, Michaels bror, var ansat af en ”Non government organisation” med det formål at formidle og uddanne øboerne på en række ydre øer i alt fra husholdningsøkonomi, til sikker sex, gamle traditioner, hygiejne og fiskeri. Som en stor ting, noget af det første Michael fortalte da han tog i mod os på 55Nord var, at Philippe netop var kommet hjem fra et uddannelseskursus i USA, hvor han havde købt smart tøj, armbåndsur osv.
Michaels hverv bestod i at drive den lokale kava-bar ”Frangipani Nakamal”. Baren lignede til forveksling en hvilken som helst anden hytte i byen og der var hverken skilt, borde eller stole der kunne indikere at hytten rent faktisk var en ”kava-bar”. Faktisk fandt vi også ud af, at det samtidig var hans eget hjem. Under alle omstændigheder fik vi oplevelsen (fornøjelsen ville have været en overdrivelse) af at smage det lokale kava-bryg. Som fortalt i en tidligere rejsebeskrivelse er kava en lettere euforiserende drik som ligner vand med ler i blandingsforholdet ca. 1 til 4 – og det smager omtrent også som sådan. Det drikkes med stor respekt og da vi, hvilket næsten er uundgåeligt, fik trukket en skæv mine efter at have drukket et ”100 shell” (en kokosskal fyldt med kava, som koster 100 vatu – ca. 5 kr.) blev vi venligt, men bestemt instrueret i hvordan man rigtig gør. Vi fik derfor, en smule modvilligt, chancen endnu engang – og denne gang var der pokerfacade til den store guldmedalje.
Efter en tur forbi landsbyens kobraovn (en olietønde hvorpå de tørrer kobraen fra kokosnødderne med henblik på videresalg), kirken, skolen og deres små hytter, blev vi spurgt om vi havde mod på at se djævlens hustrus hus. Det lød for spændende til at lade være og da det eftersigende blot tog 10 minutter at gå dertil, kunne vi sagtens nå det inden mørkets frembrud hvor malaria- og denque-myggene for alvor kommer frem. De estimerede 10 minutter gav et godt fingerpraj om tidsbegrebet på Vanuatu, for gåturen til stedet tog mindst 40 minutter, og ledte os langt ind i junglen. Til gengæld gav det god mulighed at høre en masse om landsbyens kultur og traditioner, høvdingens rolle i samfundet og hans syn på ledelse, og ikke mindst Michaels bijob som medicinmand, hvor han med planteskud bl.a. kurerede impotens.
Selve ”huset” bestod af en række kampesten som tidligere havde formet en lille hule, men som nu var oversvømmet af mudder efter et kraftigt regnskyl. Michael holdte sig lidt forsigtigt i baggrunden mens Young Chief i dæmpet tale og med alvorlig mine fortalte om historien bag huset – en historie om Vanuatus oprindelse, sort magi, djævlen og alle hans gerninger. Desuden forklarede Young Chief, at landsbyens mænd var nervøse for stedet, men at han som høvding så det som sin pligt at holde stedet ved lige - på trods af den fare der var forbundet dermed.
Efter en spændende aften takkede vi af og sejlede tilbage på 55Nord, hvor snakken gik lystigt om de mange indtryk af landsbyen, de venlige lokale, magi, overtro og mobiltelefoner. Den følgende dag brugte vi på båden, og blandt nogle helt enestående koralhaver omkring ankerpladsen, med et helt fantastisk fiskeliv. Vi så skildpadder, rokker og fangede desuden en kæmpe hummer som blev til aftenens forret.
Forventningernes bagside
Efter midnat trak vi ankeret og satte kursen mod øen Epi i nord. Vi ville se søkøer – en af havets spøjse skabninger som ernærer sig som plæneklipper og pløjer sig gennem store algemarker på havbunden. Desværre så vi kun en enkelt søko i et flygtigt blik på trods af flere ihærdige forsøg. Til gengæld blev vi også på Epi mødt af lokale der lagde ruten forbi 55Nord. Denne gang var det et yngre ægtepar, formentlig på vores alder, som efter at have arbejdet dagen lang i deres have forærede os en masse frugter, kokosnødder og grøntsager og et ordentligt smil inden de sejlede hjem til hytten. Glade og måbende over den altruistiske og enormt venlige handling vinkede vi farvel. Det har vi sjældent (for ikke at sige aldrig), at vi har oplevet så uegoistiske handlinger i Danmark.
Samme aften trak vi ankeret igen og sejlede længere nordpå. Af andre sejlere var vi blevet fortalt om en smuk aktiv vulkan hvor man, ved at sejle forbi den om natten, kunne se lavaen bugte sig ned af keglens koniske kontur som ildrøde slanger i mørket. Desværre udeblev dette syn – måske fordi vulkanen ikke var tilstrækkeligt aktiv eller måske fordi regnen og de lavt hængende skyer blokerede for synet. Oplevelser skal man imidlertid ikke kigge langt efter i Vanuatu og vi fortsatte derfor med stor entusiasme mod øen Pentecoste – det nordlige vendepunkt for vores rundrejse i Vanuatu. Pentecoste er kendt for sine manddomsprøver, hvor landsbyens unge mænd bygger et højt tårn af træstammer og grene (op til 16 meter), som de ved en årlig ceremoni springer ud fra med lianer viklet om anklerne. Toppen af mod fremvises idet udspringeren tilskærer sine lianer således, at hårspidserne netop rammer jorden før lianerne, i et kraftigt ryk strammer til og forhindrer den halsbrækkende øvelse i at blive aktørens sidste af slagsen. Da udspringene forgår i månederne fra april til juni, var vi bekendt med, at vi ikke skulle overvære selve ceremonien, men vi kom i håbet om at se tårnene og måske tale med nogle af dem som havde gjort det eller forberedte sit spring. Desværre blev vi kort efter ankomsten meddelt, igen af en lokal som sejlede os i møde i en udhulet træstamme, at ”Chief Willie”, høvdingen som vi havde hørt kunne hjælpe os til oplevelserne, var gået bort ved døden og at tårnene var revet ned – nye tårne ville først blive bygget forud for ceremonien det følgende forår. Skuffelsen var til at mærke ombord på 55Nord – vores forventninger til Vanuatu var måske alligevel lidt mere end realiteterne kunne tilbyde. Til gengæld fortalte den venlige mand i kanoen os, da vi spurgte om dans, at der muligvis var en større ceremoni under opsejling på Ambrym, en ø blot få timers sejlads i sydlig retning. Efter lidt snak om vores muligheder og individuelle ønsker valgte vi at forfølge denne mulighed – måske ville lykkens gudinde smile til os på Ambrym. Det blev et valg, vi aldrig fortryder.
20. august 2008 - Ambrym, VanuatuDag 1 – Indsigt i familielivet på Vanuatu og madlavning
Den følgende dag bagte vi kanelsnegle og fandt en Danmarks-bog frem som gave til Jenny, som tak for hendes imødekommenhed. Derefter tog vi dinghyen ind til kysten og gik ca. 20 minutter gennem palmelunde til skolen.
Ved ankomsten blev vi budt velkommen og ellers hurtigt sat i gang med det praktiske arbejde. Menuen stod på en traditionel festret fra Vanuatu kaldet ”Laplap”. Jennys mand, Timothy og deres fire børn blev også sat i sving – alle hjælper til når middagen skal på bordet.
Jenny var god til at sætte os gang med opgaver og der var rigeligt at gå i gang med. Der skulle flækkes kokosnødder og rives kokos, maniok-rødderne skulle skraldes, vaskes og rives. Brænde skulle findes i skoven og hugges, brødfrugterne sørgede den ældste søn for at plukke, mens den ældste datter hentede ”laplap-blade” i ”haven” til at pakke retten ind i, før den skulle på bålet. Store sten til ”stenovnen” blev fundet frem og anbragt i en fin cirkel, der passede til størrelsen på vores laplap. Et bål blev tændt og brødfrugterne blev lagt ind i flammerne. Laplap-bladene blev skåret til og svitset i flammerne, og andre blade til at ligge over bålet blev ligeledes fundet. Timothy hentede en kæp, og udså sig en høne som han behændigt nedlage med et præcist kast på godt og vel fem meter. Derefter blev hønen plukket, slagtet og parteret så kun tarmene ikke indgik i retten. Fødder, hoved og udvalgte organer fandt alt sammen vej ned i laplap’en. Tre til fire timer efter start blev retten lagt på bålet – det så flot ud med de grønne blade i midt i det flammende bål – måske, at det ser lidt mere lækkert ud når man selv har lagt så meget arbejde i det… I samme øjeblik ankom ”cargo-skibet” til bugten og vi gav derfor gladelig en hånd med at aflæsse de mange ris-, sukker- og melsække, samt kasser med alt fra bleer til dåsetun og sodavand. I godt og vel halvanden time slæbte alle i byen varerne fra stranden op af en stejl skråning til den lokale købmand. Til sidst blev vi beriget med frugter og grøntsager som tak for hjælpen – for os var det blot en fornøjelse at være en del af landsbyen og føle, at vi kunne gøre lidt gavn. Tilbage hos Jenny og Timothy var laplap’en netop klar til at tage ud af bålet – klokken var næsten 16 og vi var godt sultne, da vi i første omgang havde troet at der var tale om frokost. Laplap’en blev pakket ud og vi sad alle tolv (Jenny og Timothy med deres fire børn og os seks fra 55Nord) på sivmåtter rundt om maden. Lidt på afstand ligner laplap en stor ”deep-pan” pizza, gylden og med masser af fyld, men i nærsyn kan man godt se, at brødet er erstattet af revet kokos og maniok. Det smagte imidlertid skønt, og med lidt varsomhed i udvælgelsen af stykkerne (så man ikke endte med en hønsefod mellem tænderne) var det i realiteten en udsøgt middag.
Efter middagen spurgte familien om de måtte få lov at se vores sejlbåd, hvilket de naturligvis var meget velkomne til. De havde aldrig været på en sejlbåd før, og selvom vi holdte lidt igen med fremvisning af de mange luksusinstallationer som vaskemaskine, mikroovn, fladskærm, computere osv. var de imponerede blikke ikke til at tage fejl af. Vi fortalte dem om vores ”water-maker”, en maskine der laver saltvand om til ferskvand, hvilket for dem synes at være ren magi. Ligeledes kunne man høre børnenes ”Wauuu” da vi, uden at tænke videre over det, åbnede for vandhanen for at hælde vand på kedlen. Vi sad i nogen tid og snakkede om Danmark, vores rejse, deres liv og takkede til sidst af for en hyggelig aften. Vi samlede nogle store poser med dåsemad, legetøj, tøj og sko sammen, som de fik med hjem efter en stor aften. Tilbage på 55Nord var dagens indtryk ikke så små – taknemmelige for at have en madras at sove på, rindende vand i hanen og en moderne køkkengrej i skufferne, lagde vi os til at sove under den flotte stjernehimmel. De følgende dage kom Timothy flere gange sejlende helt tæt forbi 55Nord med sine venner som pegede, vinkede og smilede euforisk hver eneste gang.
Dag 2 – Den hidtil længste trekkingtur på sejladsen
Solen havde sørget for en flot opvågning den følgende morgen. Vi havde aftalt med Chief Massingley at hente ham på stranden kl. 6.00 for at sejle ca. ti sømil sydpå, hvorfra vi kunne begynde en trekkingtur til øens aktive vulkan, Mt. Marum. Under sejlturen stod røgsøjlen fra vulkanens krater lodret op i den vindstille luft og næsten formede en paddehattesky i på himlen. Efter at være kommet mere eller mindre tørskoede i land på en kulsort sandstrand gik vi op til en nærtliggende landsby, hvor vi blev budt velkommen af den lokale høvding. Han forklarede kort om vores tur som skulle være ca. 10 km. hver vej og introducerede os derefter for vores primære guide, Bong.
Af sted vi gik. Ind gennem tæt jungle, ad små stier langs kava-beplantninger og palmelunde og op af en stejl bjergskråning. Bong og Massingley var venlige til at fortælle om alt fra flora og fauna til lokale traditioner og hvordan man jager vildsvin med hunde og spyd. Efter at have gået ca. halvdelen af turen, den mest krævende del over en bjergkam, kom vi til et lavaplateau hvor store floder af lava, nu sort lavasand, slangede sig gennem det ellers frodige landskab. Inden vi betrådte lavasandet blev vi hver i sær bedt om at kaste en gren på sandet – en skik der sikrer, at vulkanen behandler besøgende pænt. Små to timer senere begyndte vi, godt trætte og med tiltagende smerter fra vabler i støvlerne, den sidste opstigning mod vulkankrateret. Da vi var få hundrede meter fra krateret kunne man høre en dyb, kraftig rumlen – som en række tordenskrald forstærket af en kæmpemæssig bas. Frygtindgydende.
Lyden blev højere og højere jo tættere vi kom på kraterkanten og til sidst kunne man, med kroppen lænet forover se helt ned i bunden af vulkanen. Et kig direkte ind i jordens indre. Rød, brændende lava blev kastet op af de indvendige sider af vulkankrateret med jævne mellemrum og øredøvende brag fik hjertet til at springe et slag over. Når vinden vendte duftede der af svovl og røgen slørede for synet. Et enkelt sted var kraterkanten tydeligvis skredet ned, og vi fik fortalt, at det var en turist som havde været lidt for tæt på kanten. De røde brændhuller skreg af jordens lungers fulde kraft og gylpede flammer og rødeglødende sten op igen og igen – forestillingen om at det står på døgnet rundt, året rundt er ufattelig.
Efter en lang stribe billeder begyndte nedstigningen og, få hundrede meter senere, en længe ventet frokost. Turen tilbage til landsbyen og 55Nord blev afbrudt nogle gange da Bong hentede friske kokosnødder ved at kravle op i palmetoppene, gravede kæmpeæg op fra en ”kylling”, som i sine bestræbelser på at beskytte sit afkom, havde gravet dem en hel meter under jorden, og ikke mindst høstede en frisk kava-rod til aftenens herrekomsammen i landsbyen. Alt sammen gode oplevelser og tiltrængte hvil for tolv udmattede 55Nord-ben.
Inden vi var tilbage på 55Nord skulle det via vores håndholdte GPS vise sig, at vi havde gået ikke mindre end 30 km. til toppen af vulkanen i tusind meters højde, og tilbage igen – meget af dette stræk i bakket terræn. Resultatet var, udover nogle uforglemmelige oplevelser og ømme muskler også nogle modbydelige vabler, som det efterfølgende har vist sig at være overordentligt svært af slippe helt af med i tropevarmen.
Dag 3 & 4
Efter et par intense dage, var det rart med lidt hygge på båden på tredjedagen. Vi valgte derfor efter morgenmaden at sejle 55Nord tilbage til landsbyen ca. 10 sømil sydligere, hvor nogle klipper i ti meters højde var perfekte til at genopfriske storhedstiderne fra Ollerups udspringskonkurrencer. Hjemme ved Chief Massingleys landsby igen, blev drengene sendt af sted med snorkeludstyr og harpuner for at skaffe fisk til aftensmaden – men efter utallige mislykkede skud måtte vi betale os fra problemet ved at købe tre fisk af nogle lokale drenge. Tilbage på båden viste vi med stor stolthed ”fangsten” frem for pigerne, som måtte erkende, at de ikke havde haft den store tiltro til vores evner og derfor var tyvstartet på en ret der ikke krævede fisk. De måtte undskylde og gentagende gange rose os for vores fantastiske evner indtil vi med en lidt dårlig smag i munden måtte skifte emne eller på anden vis lægge en dæmper på rosen!
Den næste morgen tog Merete og Kristian, i silende regn, med en lille lokal motorbåd til lufthavnen for at få de sidste par dage på hotel i Port Vila. Nine, Rasmus, Rune og Kasper tog 55Nord sydpå til nogle varme kilder som udspringer blot få meter fra strandkanten – skøn afslapning og balsam for de stadig ømme muskler fra trekkingturen til vulkanen.
Dag 5
Dagen som vi havde ventet på, var endelig oprunden – og så vidt vi kunne forstå på Chief Massingley og andre tilkomne langturssejlere var ceremonien fortsat aktuel. Det er en årlig ceremoni, som landsbyen afholder af spirituelle og lokalpolitiske årsager, og er altså ikke arrangeret for turisternes skyld. Desuden havde vi fået arrangeret, at vi kunne betale med amerikanske dollars, så nu var der ikke længere noget til hinder for at vi kunne deltage i festlighederne. Ikke nok med at der var stor festivitas på øen, på 55Nord blev Rasmus vækket med fødselsdagssang, hjemmebagte boller, brunsviger og gaver i bedste hjemlige fødselsdagsstil.
Desværre fik vi, efter at være kommet i land at vide, at vinden var drejet i syd-øst og samtidig tiltaget til 25 knob. Senere samme eftermiddag skulle vi netop sejle ca. 120 sømil i syd-østlig retning og meget tydede altså på, at denne sejlads kunne blive både langtrukken og hård.
Bekymringerne omkring sejladsen blev imidlertid tilsidesat til fordel for spændingen omkring den lokale dans. Festivalen i den lille landsby skulle vare tre dage, men pga. af pigernes hjemrejse kunne vi kun overvære den første dag. Vi var blevet fortalt, at ceremonien startede kl. 8-9, men ikke overraskende viste den sig først at starte kl. 11, så vi fik god tid til at tale med nogle af de andre fremmødte. Bl.a. to amerikanske damer, formentlig sidst i tresserne, udstyret til tænderne med spejlreflekskameraer, overdimensionerede optiske linser, flashkort og ”kamera-veste” hvori alt det fornødne udstyr kunne gemmes af vejen. De to overordentligt friske damer rejser fra festival til festival rundt i verden, jo mere øde des bedre, og har udgivet utallige fotobøger og solgt sine billeder til diverse magasiner. I det hele taget var opbuddet af professionelle fotografer helt overvældende i betragtning af, at dette var en lille landsby på en afsidesliggende ø og at skuepladsen for ceremonien var en lille lysning, som lå mindst en halv times gang inde i junglen. Opbuddet af fotografer slørede imidlertid ikke autenticiteten af begivenheden – hvis de belemrede sig med at opsøge denne ceremoni, måtte det jo være fordi der var noget at tage billeder af. Desuden var man ikke i tvivl om, at ceremonien blev afholdt for landsbyens skyld og ikke for de besøgendes.
Autenticiteten kom allerede til udtryk i en af de første faser af ceremonien. Mændene i landsbyen rangeres gennem prøvelser fra niveau 1 til 14 hvoraf 14 er det højeste og endnu ikke opnået af nogen levende beboer. Skæbnen ville, en af de siddende høvdinger var blevet degraderet i rang og derfor skulle vise sit værd – dette skulle han gøre ved at gennemføre niveau 7. Først dansede alle mændene, som jf. billederne, er iklædt et meget spartansk penisfutteral og enkelte af dem en fjer i håret en ceremoniel dans. Derefter kom høvdingen til syne på et plateau bygget af bambus og palmeblade hævet ca. 3-4 meter over jorden. Mens høvdingen dansede med armene over hovedet, dansede de øvrige mænd i ring nedenfor og dem som havde højere status end niveau 7 skiftedes til at kaste kokosnødder efter høvdingen. Prøvelsen for høvdingen indebar så, at han skulle undvige nødderne hvilket lykkedes og han kan derfor nu fortsætte sit høvdingehverv indtil han falder af på den igen. Umiddelbart efter høvdinge-rangeringen blev en lille hvinende pattegris slæbt ind på pladsen hvor en af mændene tog en stor hammer af træ (et traditionelt våben) og gokkede den to gange i hovedet; så var den klar til bålet. Så fortsatte dansene igen, lidt monotone i gamle gymnasters øjne, men fantastisk fascinerende og absolut uforglemmelige. I mange af dansene stamper de, både mænd og kvinder, i jorden så omgivelserne ryster, mens de synger (snarere mumler) nogle svært forståelige traditionelle sange.
De to øvrige dage af ceremonien bød på sort magi og selve ”rom dance” ceremonien hvor danserne udklædes i traditionelle kostumer og repræsenterer forskellige ånder. Af samme grund brænder man efterfølgende de møjsommeligt udarbejde kostumer, så man sikrer sig, at ånden ikke lever videre. Dette måtte vi desværre undvære i denne omgang, men uanset var det en enorm oplevelse at overvære noget så anderledes og autentisk.
På tilbagevejen gik vi forbi Jenny og sagde hende tak for en god tid på Ambrym og afleverede ved samme lejlighed en stor sæk med håndklæder, kaffe og hvad vi ellers kunne undvære på båden. Det samme gjorde vi også til Chief Massingley. Endnu engang var vi blevet mødt af en enorm gæstfrihed.
Tilbage til Port Vila
Sejladsen tilbage blev en kamp mod uret. Målsætningen var at nå Port Vila tidsnok til, at Nine og Rasmus lige kunne få en hyggelig sidste aften inden flyveren afgik kl. 7.00 den følgende morgen. Vinden kom, som vi havde hørt, lige fra den retning hvori vi skulle og bølgerne slog igen og igen ind over båden. Kort efter at have rundet pynten på Ambrym, og dermed forladt det relativt beskyttede farvand i læ af øen, så det i et øjeblik ud til, at det kunne blive problematisk overhovedet at nå Port Vila inden flyveren lettede. Vi tog derfor et kryds for motor langs øen og fik på den måde en bedre vinkel til vinden – samtidig drejede vinden en smule i øst og det gav os en god fart. I løbet af natten tiltog vinden, og da vi rundede ”Devils Point” havde vi op til 38 knob og store brækkende bølger, der konstant kastede sig over 55Nord med frådende begær. Sejlturen gik dog fint og vi kastede anker i Port Vila tidsnok til en hurtig rengøring af båden og en efterfølgende hyggelig aften hvor Rune og Kasper fik ringet hjem til kæresterne, mens Nine og Rasmus tog på en hyggelig restaurant og nød den sidste aften sammen.
Morgenen efter mødtes Merete, Nine, Kristian og Rasmus i en taxa på vej til lufthavnen før solopgang. Selvom afsked aldrig har været let, hjalp det alligevel en smule, at der nu kun er godt og vel en måned til eventyret over Stillehavet afløses af eventyret med vores kærester, familie og venner i Danmark.
Vi har nu for sidste gang har haft besøg fra Danmark ombord på 55Nord. Herfra er det kun Kasper, Kristian, Rasmus og Rune tilbage på båden, nogle få oplevelser i det sydlige Vanuatu og ellers den betydningsfulde fase i Sydney, hvor båden skal afhændes og tingene skal pakkes sammen, før drømmen har forvandlet sig til et kapitel i livets bog.
23. august 2008 - Erromango, VanuatuEfter Rasmus og Kristian havde sagt det sidste farvel til pigerne i lufthavnen, gik startskuddet til et par praktiske dage på båden. Der skulle gøres klar til at få nogle gode oplevelser i det sydlige Vanuatu, og besætningen var nu igen reduceret til kernen; Rune, Kasper, Rasmus og Kristian. Rejsen skulle afsluttes med manér. Hvad der i sin tid var startet som dagdrømme og ønsketænkning, var blevet realiseret og nu næsten tilendebragt. Målt i sømil var der tilbagelagt næsten titusinde af slagsen, og der ventede kun omkring tusind, inden fødderne kunne sættes på det australske kontinent – rejsens fysiske endestation. I den efterfølgende periode, hvor båden skulle sælges, ville arbejdet med at få båden klargjort til salget optage størstedelen af vores tid, og fjerne vores opmærksomhed fra de utallige gode oplevelser vi igennem det seneste år har gennemlevet.
Hjælpen er nær
Port Vila er et mekka for langturssejlere. Kombinationen af de mange spændende øer, venlige lokale, en god yacht klub og det store udbud af butikker og hyggelige cafeer, gør de mange bøjer i havnen konstant optagede af både. Mange sejlere betyder, at der er mange steder at indhente informationer og gode råd – og, grundet vores relativt begrænsede erfaring, er det noget, der har vist sig, at være en vigtig del af vores rejse. Nogle gange kan man finde nyttig viden om et område, man skal til at sejle i, andre gange vejret eller hvordan man lige får den S….. SSB radio til at modtage mails. Hver eneste gang vi har spurgt andre sejlere til råds, er vi blevet mødt med et venligt og hjælpsomt svar – nogle gange endda mere end det. Da vi på havnen i Port Vila mødte nogle sejlere, som, ligesom os, skulle til Australien og have solgt en båd, forklarede de grundigt og gladelig i en times tid, hvordan det er bedst at gribe sagen an. Da de selv lige stod og skulle til at indhente flere informationer på nettet, kunne vi endelig bare komme igen og spørge hvis der var mere. Dagen efter kom de uopfordret forbi vores båd, men fandt den tom, da vi alle var inde i byen for at klare de sidste ærinder inden afsejlingen. Det var ingen hindring, så de lagde et par håndskrevne sider med informationer på dækket, som de havde sammensat til netop vores situation.
En gammel ven kommer på besøg
Da vi var nogenlunde klar til afsejling om aftenen den 23. august fra Port Vila, kom en af vores gamle venner på overraskelsesvisit. Det var den unge sejler, Francis Savage på 23, som endelig var vendt hjem til Vanuatu efter 4 års eventyr. Han var kommet hjem for en uge siden i det tredje sejlskib han havde haft ejerskab over på turen. Da han ikke har haft nogen penge at gøre det for, var det hele tiden med farerne lurende bag den næste bølge. Båden var uden de fleste elektroniske hjælpemidler, som vi på 55Nord efterhånden er begyndt at tage som selvfølgeligheder; autopilot, kortplotter, water maker og meget andet. Han navigerer derfor med sekstant – ikke fordi han har et nostalgisk behov for at hylde denne traditionelle navigationsmetode, men fordi han ikke har råd til andet. Når han ikke havde råd til at leve længere, stoppede han op, hvor han nu befandt sig, og prøvede at tjene nogle penge på den ene eller anden måde. Ikke noget sikkerhedsnet. Ikke nogen at stole på ud over ham selv.
På denne måde havde han klaret turen rundt på et nulbudget i flere etaper over de fire år. Heldigvis havde han ikke været så langt ude, at han havde fået solgt sit kamera – hvilket vil sige, at han havde fået en imponerende billedserie med sig hjem.
Vi mødte ham første gang i Colon, Panama, hvor vi ventede på at komme igennem kanalen. Han kom dengang padlende over til vores båd på en havkajak – stående. Han havde ikke nogen dinghy med motor, og derfor var dette hans måde at transportere sig selv rundt på. Han ville gerne se på netop en ekstra dinghy, som vi havde til salg, men han mente ikke at have råd til den. I stedet fik vi en fantastisk spændende snak med ham om hans rejse, og vores tur til Vanuatu. Vi var alle fascineret af den unge mands gåpåmod og livsglæde. Det er altid imponerende at opleve hvor meget lykke man kan få ud af ingenting – hvis bare viljen er til stede.
Han har nu planer om at finde et arbejde på Vanuatu indtil han igen har råd til at sejle af sted. Han ville nemlig gerne opleve karnevallet i Rio de Janeiro – og den billigste måde at komme dertil var ad søvejen, at han skal bruge mindst et år på rejsen dertil, gjorde ham intet. Vi ønskede ham god fornøjelse med det hele, og gav ham et par gaver fra skabene, som vi alligevel skulle have tømt inden længe. Det blev til et varmt farvel, og med en fornemmelse af, at det ikke var sidste gang, vi hørte noget til den energiske eventyrer.
Erromango
Efter en lidt forsinket afgang fra Port Vila, sejlede vi sydpå. Målet hed Tanna, og var den sidste ø vi skulle opleve i det eventyrlige Vanuatu. Trods tiden var en smule knap, havde vi besluttet os for at tage et stop på vejen. Her lå øen Erromango; stor, flot og grøn. Vi havde hørt om stedet allerede hjemme fra Danmark, da vi snakkede med vores gode venner, Camille Aulkær Andersen og Jesper Kjærgård, som havde sejlet i området, og været venlige at dele ud af deres mange erfaringer (og man kan læse meget mere i Camillas spændende bog, ”Land i Sigte”). Eftersigende skulle det her være muligt at se nogle huler, hvor der ligger knoglerester fra de kannibalistiske tider på øen. Selv med en stram tidsplan var det en fristelse, der var for stor til at blot sejle udenom. Så hvis vi var hurtige, kunne vi komme til at se hulerne denne eftermiddag, og sejle ud igen samme aften.
Vi blev, kort efter ankomsten til Dillons Bay, mødt af en af de lokale der kom os i møde i hans udriggerkano – ligesom vi efterhånden havde set det en del gange tidligere. Det var en gråsprængt herre i halvtredserne, som smilende kom op på siden af båden. Han præsenterede sig selv som David, og sagde pænt velkommen. Vores tidsramme gjorde, at vi ikke kunne undgå at komme hurtigt til sagen – kunne vi se hulerne i dag? Kunne vi se dem alene, hvis de ikke havde tid til at vise os dem? Han forklarede venligt, men bestemt, at hvis man skulle se hulerne, skulle man først ind og møde høvdingen, og så ville han selv vise os hulerne bagefter. Efter han var sejlet af sted igen, kunne vi ikke undgå at tænke, at det nok var gået lidt for hurtigt, og vi nok havde insisteret lidt for meget på, hvordan vi gerne ville have det. Vi kom i tanke om, at vi ikke stod hjemme i Danmark, og fænomenet ”powerturisme” ikke eksisterede på denne ø. Her foregik tingene i det tempo, som det nu gjorde. Det kunne fire ivrige danskere ikke ændre på. Vi blev enige om at være en tand mere ydmyge herfra.
Inde på stranden tog David imod os, og vi fik besked på at én af os – og kun en – skulle med op og hilse på høvdingen. Rasmus, som fungerende kaptajn, fulgte med David op til høvdingen for at bede om lov til at ligge i bugten og besøge hulerne med en pose fuld af gaver i hånden. Heldigvis var stemningen fin, da de kom tilbage, og vi sejlede af sted med David i dinghyen.
Turen derhen foregik ca. en kilometer langs kysten, og hvilken tur! Vandet havde igennem millioner af år slidt løs på kystlinjen, og havde dannet nogle helt fantastiske klippeformationer. Enkelte steder kunne man se, hvordan fundamentet på en klippesøjle efterhånden næsten var blevet fortæret helt af bølgernes brusen, og efterlod en kuglerund klippeblok, som kun balancerede på en sidste lille spids, og efterlod en fornemmelse af, at hvis man bare kiggede længe nok, ville man opleve at den knækkede af og faldt i vandet. Igennem det klare vand kunne man observere at klippeundergrunden, med jævne mellemrum, var flækket af lange sprækker ud fra kysten. Vi prøvede at forestille os hvor rigt et dyreliv man ville finde, hvis bare man havde tid til at tage snorkel og maske på og opleve den ukendte undervandsverden. Midt i alle herlighederne dukkede der en hvid sandstrand op omgrænset af klippevægge, og bag den åbnede junglen op for hele sin mystik.
Det første David ville vise os, var et klippefremspring, som lå inde bag skovens facade og dannede et halvtag. Her fortalte han, hvordan landsbyens beboere tog hertil for at slappe af i weekenderne. Her kunne man fange et par fisk i lagunen, samle nogle friske kokosnødder, tænde et bål og sidde og snakke til langt ud på natten. Sådan var det foregået i generationer på øen, og han viste os også nogle tegninger på klippevæggen, som havde været der, så længe man kunne huske.
Efter at have fortsat et stykke ad en lille sti oppe i junglen, kom vi til hulen. Der lå nogle grene foran den klaustrofobiske lille indgang. David forklarede, at han måtte bede om gudernes velsignelse inden vi gik ind, og sagde en række, for os uforståelige, ord i hugsiddende med lukkede øjne. Derefter fjernede han grenene og inviterede os indenfor. Efterhånden som øjnene vænnede sig til mørket, gik det op for én, at der på umiddelbart tilfældige steder rundt i hulen på sten af forskellig størrelse, lå den ene knoglebunke efter den anden. Enkelte steder lå der tilmed også kranier og kiggede op på os. Vi spurgte, om det var kannibalerne, der havde smidt resterne herinde efter måltider. Men det viste sig, at vores gæt var en smule ved siden af. David fortalte, at det var et gravkammer, og historien var den, at der for ca. 150 år siden havde været et angreb fra nogle andre stammer. De var kommet ud af det blå, og landsbyboerne, som ville beskytte deres døde fra fjendens ydmygelser (her melder historien ikke noget om hvorvidt det har indebåret kannibalisme eller ej), desperat gemt deres afdøde i disse huler. Dengang lå knoglerne i fin orden; hvert skelet for sig, men en oversvømmelse i forbindelse med en cyklon, havde efterladt knoglerne i et sandt virvar, og derefter havde man lagt knoglerne i bunker i stedet. Da vi forlod hulen, spurgte vi hvorfor han lagde grene i et åbenbart fint system på tværs af indgangen. Han svarede, at det var for at give dem mulighed for at sove i fred derinde. Vi har lært at respektere alle former for tro vi støder på. Lige meget hvor grotesk det kan se ud, vil det altid være en hån, hvis man begynder at rulle med øjnene eller fnise over deres traditioner. Vi er ikke meget bedre selv. Vores tro er baseret på en mand der for to tusind år siden genopstod fra de døde. Alle fortjener respekt omkring deres tro, også selvom den kan virke anderledes og underlig. F.eks. mødte vi nogle sejlere der havde hjulpet en høvding med at bygge en skole. Høvdingen ville ikke drikke noget – trods det at byggeriet varede i næsten en uge. Han forklarede, da de spurgte hvorfor, at så længe han ikke drak noget ville det ikke regne. Da sejlerne var færdige med at hjælpe med byggeriet (som for i øvrigt var foregået i tørvejr), beklagede han mange gange at vinden kom fra den retning den gjorde. Han sagde at det var fordi medicinmanden på en nærliggende ø lavede blæsevejret for at irritere ham, og han nok ikke kunne ændre det før han tog over og slog medicinmanden ihjel.
Efter hulerne tog David os med ind til landsbyen, og viste os, hvor han havde planer om at bygge en yacht klub til de besøgende langturssejlere. Han havde store planer; på en virkelig smuk skrænt et par hundrede meter uden for byen, var han begyndt at rydde træer og buske, og fortalte med store armbevægelser om hvordan det hele skulle komme til at se ud. Der skulle være bungalows til overnatning, restaurant og – naturligvis – en kavabar. Han sagde, at vi skulle tage en masse billeder og lægge dem ud på internettet i Europa. Vi undlod helt at kaste os ud i forklaringen om, at internettet er en global ting, og gik straks i gang med at tage en masse billeder. Stedet indeholdt uden tvivl potentiale, men om det kunne være klar til om et år, som han havde planlagt, ville nok være tvivlsomt. Men vi blev enige om, at det helt sikkert ville være et besøg værd, hvis vi skulle komme på de kanter igen, for charmen var utvivlsomt stede.
Vi sagde farvel til David, efter at have besøgt hans hjem og familie i landsbyen. Vi tog ham med ud på båden, og gav ham en masse madvarer fra de mange stuverum, som bare skulle tømmes, når vi inden længe skulle forlade båden. Han blev dybt taknemmelig, og sejlede lykkelig tilbage til landsbyen. Vi sukkede og kiggede på hinanden. Ja, klokken var blevet lidt mere, end vores plan tillod, men mon ikke både David og vi selv synes, at det havde været tiden værd. Absolut!
25. august 2008 - Tanna, VanuatuTanna
Der var to grunde til, at vi gerne ville til Tanna. Den ene var af praktisk karakter; det var muligt at tjekke ud ved myndighederne inden afgangen imod Australien, og den anden grund var den 361 meter høje, Mount Yasur, som efter sigende skulle være en særdeles aktiv vulkan. Vi var allerede blevet grundigt imponerede over vores vulkanoplevelse på Ambrym, men havde hørt, at denne skulle være, om muligt, mere imponerende, så vi glædede os naturligvis til at se, om der var noget om snakken.
Vores problem var endnu engang tiden. Vi ville helst klare alle disse ting på en dag for ikke at tabe et helt døgn i vores sejlplan, og da vulkanen var bedst at se i mørke, mente vi naturligvis, det var en mulighed at nå myndighederne om dagen og vulkanen på vejen tilbage om aftenen.
Vi ankom om morgenen til Port Resolution Bay, som udgjorde det eneste forsvarlige ankersted på øen, et par timer efter vi havde planlagt det. Vi sejlede ind til landsbyen, Port Resolution, så snart vi var klar til det, og prøvede at finde en bil der kunne hyres til at køre os tværs over øen, så vi kunne tjekke ud ved myndighederne. Den lille landsby var komplet øde lagt hen. Vi gik først op i den lokale yacht klub, men fandt kun en tændt radio der stod på bordet ved siden af et sæt nøgler, som ikke lignede noget der blev glemt med vilje, men ingen mennesker var at se. Vi forsøgte at kalde efter folk, men der var intet svar. Vi besluttede os at gå ind igennem landsbyen og finde nogen at spørge til råds, men også her så det på mystisk vis ud til at være komplet mennesketomt. Det lignede ellers ikke en landsby der lå øde og ubenyttet hen, men en hvor menneskene så ud til at være forduftet øjeblikket før vi ankom. De friske fodspor på stierne og røgen der steg op fra hytterne – det gav os en sær fornemmelse i kroppen. Fornemmelsen varede ved indtil vi kom til en lille hytte. Her kom en venlig kvinde ud, som fra ingenting, bød os velkommen og fortalte, at hun straks ville hente høvdingen.
Høvdingen lignede en mand der døde sidste tirsdag, og bare havde nægtet at erkende det. Hans skelettynde ben matchede resten af hans magre ydre, og imellem de svært fremkaldelige ord, lød et forsøg på en hosten der kvaltes i manglen på kræfter. Han måtte støtte sig til et træ, imens han besværet forklarede os, at den eneste bil der kørte til den anden side af øen, var kørt med nogle andre sejlere for en time siden, og til vores spørgsmål om hvor alle menneskerne befandt sig, svarede han, at de allerede var gået i ”the garden” (de områder inde i junglen som bruges til at dyrke frugter, grønt og kava på).
På tværs af øen
Efter vi noget tid, med et vågent øje, havde holdt øje med høvdingen, som vi forventede kunne falde om når som helst, kom høvdingens søn, Jonson, og sagde, at kunne hjælpe os, hvis han måtte låne vores telefon. Jonson var nærmest modstykket til sin gamle far. Han var driftig, gik voldsomt meget op i mobiltelefoni og agerede skræmmende nok med en nærmest vestlig udspekulerthed. En times tid og en række tilsyneladende underholdende opkald til venner og bekendte senere, fortalte Jonson, at der skulle være en bil på vej til os. En firhjulstrukket pickup kom blæsende ind i landsbyen, og bremsede lige ud for os i en enorm støvsky. Chaufføren præsenterede ham selv som Sandy, og sagde, at vi skulle sætte os tilrette på ladet, og ellers holde godt ved. Imens vi prøvede at undgå at forestille os hvor mange forskellige måder, man kunne falde af ladet, kravlede vi forsigtigt op og hægtede os fast med ben og arme. Jonson havde tilbudt os at guide os hele dagen og samtidig lovet os, at vi både kunne nå myndighederne i byen, Lenakel, på den anden side af øen og vulkanen på vejen hjem, men vi var godt klar over, at vi var sent på den, og vi skulle skynde os for at nå det hele. Heldigvis var Sandy også indstillet på, at det skulle gå hurtigt, og i løbet af de næste par timer kørte vi igennem junglen på dens hullede veje, videre over de sorte sandsletter der omgiver vulkanen og ind i junglen igen, hvorefter vi til sidst kom til Lenakel. Byen stod i kontrast til den dovne stille landsby vi kom fra. Her var der konstant folk på gaderne, biler kørte rundt mellem hinanden, der var grøntmarkeder og flere forskellige købmandsbutikker. Vi fik ordnet, hvad vi skulle hos myndighederne, og fandt endda en venlig civilingeniør, som lånte os sin computer med en så langsom internetopkobling at det bedre kunne betale sig at sende et brev og vente på svaret for at skaffe en vejrudsigt. Det lykkes dog til sidst, og da vi var færdige, kunne vi regne ud, at vi netop lige kunne komme til solnedgang på vulkanen, hvor det passede allerbedst. Men Sandy var ikke klar til at køre endnu. Imens de caribiske toner bragede ud af hans højtalere, begyndte han at skaffe kunder til at køre med ham tilbage. Vores mange hentydninger og ivrige spørgsmål blev ignoreret, imens der satte sig flere og flere lokale op på ladet. Efterhånden som pladsen blev trangere, kunne vi efterhånden mærke i kroppen, at vi havde siddet to timer på hårde træbrædder på hullede junglestier med op til 120 kilometer i timen, og tanken om vi manglede den samme strækning på vejen tilbage var ikke just oprejsende. Endelig kom vi af sted, og vi ræsede af sted den samme vej tilbage i samme overlydshastighed på de samme hårde træbrædder, men denne gang med 12 personer på ladet inklusiv bagage. Mørket faldt hurtigt på, og vi begyndte at indse, at vi hverken kunne nå vulkanen inden solnedgang eller ville overleve hjemturen. Da vi endelig kørte ud af junglen og ud på den store sandslette, kunne vi pludselig se hele omridset af det kæmpemæssige kegleformede naturfænomen som tornede sig op foran os. Imens vi passerede den, kunne vi fra tid til anden høre de enorme brag rumle ned over dalen, og nogle gange efterfulgt af en ildkugle eller to der blev kastet lodret op i luften, inden de nærmest i slowmotion vendte deres ballistiske bane og langsomt faldt nedad igen. Et fantastisk syn som trods ruten igennem en sandsky gjorde det værd helt at undlade at blinke.
Da vi kom til den landsby, hvor vi skulle dreje op til vulkanen, var der stadig en flok lokale tilbage på ladet, og hvis vi skulle til toppen, skulle de jo også med. Selvom de alle lignede nogle der meget hellere ville hjem til deres familier, blev vi nødt til at holde Jonson op på hans ord, og tage os med derop. Alternativet var, at vi skulle bruge en hel ekstra dag på det, så vi fortalte, at vi meget gerne ville derop i aften. De lokale tog det heldigvis pænt, og inden længe var vi på vej op ad den stejle stigning, der skulle føre os op til toppen af Mt. Yasur. Vi glædede os som små børn.
Mt. Yasur
Vinden var iskold, og vores T-shirts og shorts gavnede ikke meget imens vi gik op ad den stejle tilsandede bjergside. Vi havde kun en enkelt lygte med, som vi havde lånt af en dreng fra ladet, og den kunne ikke forhindre os i gentagende gange at støde tæerne på de store lavablokke, der lå tilfældigt spredt ud over bjergsiden. Men lige meget hvor smertefuldt det blev, var vores opmærksomhed rettet et andet sted hen. Vulkanens frekvente udbrud blev tydeligere for hvert skridt vi tog. Det kunne både ses, høres og mærkes i jorden. Minutterne inden havde Jonson instrueret os i sikkerhedsproceduren på kraterkanten. Den lød som følger:
Når vi kommer op på kraterkanten, er der risiko for at blive ramt af lavaen. Der findes to typer: Den ene er rødglødende og let at se, den anden er sort og den kan høres. Hvis I ser lavaen er på vej ned mod jer, skal I ikke løbe – bare bliv stående. Når I er sikre på, at den vil ramme jer, skal I bare tage et skridt til siden, og lade den ramme jorden ved siden af jer. Så sker der ikke noget.
Selvom man kunne fristes til at betvivle sikkerheden en smule, var det ikke noget vi hæftede os ved på daværende tidspunkt. Da vi kom op til kanten, stod vi målløse i flere minutter og lod vulkanens vælde vise sine kræfter inden der blev talt forståelige ord. Vi kunne se direkte ned i lavasøen på bunden, som var i konstant uro, da små eksplosioner sprøjtede lavaen flere meter op i luften. Nogle gange mere end andre, men med jævne mellemrum lød der et enormt brag, og lavaen stod som et kolossalt fyrværkeri op imod den stjerneklare nattehimmel. De store geleagtige ildklumper fortsatte til omkring 100 meter over kraterkanten, når de nåede længst op, og hvis ikke vi havde haft vinden i ryggen, ville vi med god sandsynlighed være nødsaget til at tage vores sikkerhedsprocedure i brug.
Efter vi havde beundret synet i en halv times tid, og adrenalinen havde sluppet sit tag, begyndte vi igen at mærke hvordan kulden blæsten lige igennem os, og blev vi enige om, at tage tilbage til båden og få varmen igen.
Vi blev en lille times tid senere sat kulderystende af i landsbyen og gik ned og fandt vores dinghy frem på strandbredden. 55Nord blev hurtigt gjort klar til at sejle og bagefter stod den på genoplivning af vores stivfrosne lemmer med en varm gang aftensmad, og ved midnatstid havde vi definitivt forladt Port Resolution dermed kapitlet, Vanuatu, i vores rejse. Vanuatu er endnu et sted, hvor vi kunne ønske os at have brugt mere tid. Ikke fordi vi ikke har oplevet nok i området – rækken af oplevelser her er ubeskriveligt lang, men fordi vi gang på gang har oplevet, at vores tidsplan har trukket os væk fra steder, vi følte at være i gang med at komme tættere på. Hvem kunne have frasagt sig, at ville bruge tre dage mere hos Michaels stamme på øen Amae, eller tage sin tid til at dykke ned under overfladen på Epi igen og igen, indtil man havde fundet den gamle store han-søko. Festivalen på Ambrym, var et syn, der ville være svært at opdrive i sine oprindelige omgivelser noget andet sted i verden, og ville have været fantastisk at opleve i sit fulde omfang. For slet ikke at tale om Dillons Bay på Erromango, hvor vi bl.a. oplevede endnu et tilfælde af en næsten unødvendig høj grad af gæstfrihed fra vores vært, David, og som vi måtte forlade uden at have været ordentlig til stede. Jo længere tid man bruger i et område, des mere kommer man ind under huden på de lokale og des større kendskab og forståelse opnår man for deres kultur. Nogle gange må vi finde os i ikke at nå helt dertil, men på den anden side, er vi til enhver tid enige om, at vi har været ufattelige heldige at have muligheden for bare at få et glimt af denne fantastiske og anderledes verden.
Tilhørende fotos
Til forsiden