Australien
3. september 2008 - Coffs Harbour, AustralienDet sidste seje træk
Kurs mod Australien
13. september 2008 - Sydney, AustralienMyndighedernes besøg…
Rejsens mål - Sydney
1. oktober 2008 - Sydney, AustralienDen sidste tid i Australien
3. september 2008 - Coffs Harbour, AustralienDet sidste seje træk
Natten igennem kunne Tannas jævnlige lavaeksplosioner ses på den mørke stjernehimmel – røde glimt i horisonten og små røde prikker der på afstand, nærmest i slowmotion blev sendt mod himlen hvor de et splitsekund stod stille før de begyndte nedturen tilbage i vulkankrateret. Forude ventede 7-10 dages sejlads til Australien, dog med et kort stop for at få en frisk vejrudsigt i Ny Kaledonien. Sejlturen til Australien er nemlig kendt for sine barske lavtryk, så det er en god ide at være forberedt.
Da vi lagde til kaj i hovedbyen i Ny Kaledonien, Noumea, fik vi en af de oplevelser, hvor alskens forfærdelige tanker passerer igennem hovedet indenfor et splitsekund, og sveden ligeså hurtigt spredes over panden. Vinden tog fat i båden, og den ene side var på ustoppelig kollisionskurs med molen. Heldigvis blev der arbejdet hård på at afværge en potentiel katastrofe, og til alles lettelse, var det kun en enkelt lille ridse der stod tilbage på fribordet som et minde på at naturen er lunefuld – selv når man mindst venter det.
Byen viste sig, at være en meget moderne by af næsten europæisk standard. Ny Kaledonien er på samme vis som Fransk Polynesien en fransk koloni, og der var derfor mange lighedspunkter med Papeete hovedbyen på Tahiti – bl.a. de høje priser.
Efter en effektiv indklarering hvor vi oplevede den hidtil grundigste gennemgang af båden fra myndighedernes side, fik vi ordnet en række praktiske ting, bl.a. motoren fik en overhaling med en ny ferskvandspumpe, vores SSB-radio blev repareret og vi fik hentet en vejrudsigt, der så ud til at være i vores favør.
Kurs mod Australien
Kort før solnedgang den 29. august smed vi fortøjningerne og satte kursen mod Australiens østkyst, 780 sømil borte – nærmere betegnet Coffs Harbour, som ligger lige mellem Brisbane og Sydney. De første dage på vandet var fantastiske, sol, roligt vand, god vind, medstrøm og høj fart – masser af tid og overskud til læsning, lange snakke osv. Men jo nærmere vi kom den australske kyst, jo større blev bølgerne og jo hårdere blev vindende. Vagterne blev krævende, og vi måtte endda smide en 10 kg. blåfinnet tun overbord efter at have kæmpet den op dækket, fordi ingen havde overskud til at rense den på agterdækket med sikkerhedsline og bølgesprøjt, som ustandseligt slog ind over båden. Umiddelbart efter fangsten af den første tun bed endnu en tun på vores anden fiskestang, men for en gangs skyld var det fisken der vandt – resultatet blev nemlig, at fisken først knækkede vores fiskestang for derefter at stikke af fra regningen!
Hastigheden fejlede ikke noget og med lidt hjælp fra havstrømmene lykkedes det 55Nord at sejle mere end 200 sømil det sidste døgn inden vi så Australiens kyst i horisonten. Et meget passende tidspunkt at sætte vores døgnrekord på – den sidste sejlads. På det tidspunkt var vindene i kulingstyrke og bølgerne ca. 4-5 meter høje. Glæden var derfor stor, da vi inden solens første stråler en vindforblæst og diset morgen, startede motoren og gjorde klar til at sejle det sidste stykke ind gennem et snævert pas omgivet af skarpe klipper og bølgebrydere ved Coffs Harbour. Kristian og Rasmus var på vagt og Rune og Kasper sov trygt i køjerne om læ, da motoren, for en gangs skyld, på det mest kritiske tidspunkt, satte ud. Netop som man tror Stillehavet er krydset og alting tegner lyst – bryder helvede løs med os lige midt i indsejlingen, uden motor og, lige pludselig, meget frygtindgydende klipper på begge sider, hvor stillehavsbølgerne utvivlsomt og nådesløst, ville forvandle 55Nord til pindebrænde i løbet af ingen tid, hvis vi skulle komme for tæt på. Vi fik hurtigt sat forsejlet, som vi brugte til at få båden i styrefart hvorefter vi kunne sejle hårdt til vinden og langsomt bevæge os ud af farezonen. Efter en times tid var motoren tilstrækkeligt kølet af til, at vi kunne undersøge problemet, og det viste sig hurtigt at der manglede kølevæske, på trods af at vi næsten lige havde fyldt på. Andet forsøg gik fint, og vi kom ind i den lidt mere beskyttede naturhavn, hvorfra vi kontaktede havnemyndighederne. En række misforståelser første til, at vi sejlede båden helt ind i selve marinaen, hvor vi sprang i land og bandt fortøjningerne. Derefter gik vi op på havnekontoret og indregistrere båden, men da vi svarede nej til hvorvidt ”immigration”, ”customs” og ”quarantine” havde været ombord for inspicere båden blev havnemesteren bleg og tavs. Efter et par sekunders alarmerende tavshed og et skævt smil brød han isen: ”You are in trouble!”. Så ringede han til myndighederne og sagde til os, at vi bare skulle tage tilbage på båden og ikke gå nogen steder før de tre instanser havde været der. Australske myndigheder skal man ikke spøge med, det var vi blevet gjort opmærksomme på fra andre sejlere og vi havde derfor også i god tro udfyldt endeløse formularer og visum-ansøgninger, men havde tilsyneladende overset en enkelt paragraf i reglementet. En joke blandt langturssejlere går netop på, at de australske myndigheder varetages af Gestapo-alumni, som rejste til Australien efter 2. verdenskrig!
13. september 2008 - Sydney, AustralienMyndighedernes besøg…
Efter to timers intens neglebidning og diskussioner om diverse skrækscenarier ankom fire fuldt uniformerede repræsentanter fra myndighederne. Med sig havde de computeriserede undervandsdetektorer (til afsøgning af stoffer og ulovlig bundmaling), ”drug-swipes”, pistoler, håndjern og en lang liste af kritiske spørgsmål. De følgende timer var et sandt krydsforhør og en total udrenselse i bådens gastronomiske inventar (pasta, nødder, kava, kaffe, grøntsager osv.), men eftersom det stod klart, at vi ikke havde medbragt uønsket gods, opstod der ligefrem kammeratlig stemning blandt myndighederne og bådens besætning. De spurgte interesseret ind til historien om de fire ikke-sejlere, der havde kastet sig ud i et stillehavsprojekt og stemningen blev efterhånden så løssluppen, at der var plads til jokes, kaffe og historier fra deres arbejde som told og immigration.
Efter nogle timer med myndighederne på 55Nord, hvor stort set ethvert skab blev endevendt, blev der tid til et velfortjent varmt bad og en tur på den lokale restaurant. Stillehavet var reelt krydset – og det skulle selvfølgelig fejres, men den helt store fejring måtte vente til det endelige mål var nået - Sydney Operahus.
De følgende dage tiltog vinden, og bølgerne begyndte at slå ind over en ca. seks meter høj mole, der beskyttede havnen. På vores morgenløbeture kunne vi se, hvordan de enorme bølger bragede mod klipperne i indsejlingen, og det gav kuldegysninger at vi, hvis vi blot havde været en dag forsinket, selv havde været ude i uvejret. En 12 meter sejlbåd med to ældre sejlere ombord og som havde taget netop samme tur som os fra Ny Kaledonien til New South Wales (NSW) i Australien, blev meldt savnet og aldrig fundet. Mens uvejret rasede, gik vi i gang med arbejdet på båden – en liste med mere end 100 arbejdspunkter blev udarbejdet og fordelt. Det blev til nogle lange, men også effektive dage, hvor der alligevel blev overskud til et par morgenløbeture ud til pynten (hvor delfinerne legede i brændingen) og en enkelt bytur i den nærliggende provinsby.
Efter en lille uges tid i Coffs Harbour var lavtrykket drevet til havs og vi kunne, med tilladelse fra tolderne, sejle af sted mod Sydney. På vejen dertil gjorde vi en aften holdt hos FTLF’s repræsentanter i NSW, Poul og Marie Jensen, som i den grad tog sig kærligt af os med røget laks, rugbrød og pizzaer!
Sent samme aften var vi tilbage på båden, og fortsatte sejladsen mod vores endelige mål på rejsen, Sydney Harbour. Det blev en spændende sejlads dels fordi vi hele tiden havde den flotte australske østkyst på styrbord side, og dels fordi vi så flere hvaler der kom forholdsvist tæt på båden.
Rejsens mål - Sydney
Lørdag d. 13. september 2008 kl. 9.28 dukkede Sydneys skyline op i horisonten, og det blev for alvor virkeligt, at turen nærmede sig sin afslutning. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og den flotte indsejling med to klipper på hver side, var prydet af hundredvis af små og store sejlbåde, der nød den første varme forårsdag. På en times helt fantastisk sejlads ind igennem de mange forgreninger af naturhavnen, fik vi taget helt ualmindeligt mange billeder (dette skal ses i forhold til, at vi har været flittige brugere af kameraerne – mere end 12.000 knips er det blevet til på rejsen!) – og diskussionerne bølgende frem og tilbage; Havde det været savnet, pengene og problemerne værd?, Var vi stolte over vores bedrift? Var forhåbningerne blevet indfriet? Kl. 12.30 sejlede vi omkring hjørnet, hvor de hvide spidser fra Utzons værk kom til syne, og man mærkede en brusende lykkefornemmelse i kroppen. Målet var nået! Vi var fortsat gode venner. Vi havde alle fire vore kærester endnu. Ingen var kommet alvorligt til skade.
Inden vi proppede champagnen tog vi en æresrunde i Darling Harbour, forbi operaen, under den smukke Sydney Harbour bridge og ned mod de mange hyggelige cafeområder i havnen. Derefter tilbage til Operahuset, hvor vi satte 55Nord til at sejle i cirkler, mens vi drak champagne, røg stor cubansk cigar, skålede, krammede hinanden og fejrede, at vi havde gjort det.
Samme aften tog vi, efter at havde fortøjet båden i CYCA Marina (utvivlsomt den mest eksklusive marina på vores rejse – og desuden et af Kronprins Frederiks tilholdssteder i Sydney), tog vi på en roterende penthouse-restaurant i den højeste bygning i Sydney, ”Sydney Tower”. Vi nød en helt fantastisk middag i solnedgangens violette skær over byen, Operahuset, broen, 55Nord i CYCA marina og os på toppen af verden i fysisk og mental forstand. Efter middagen tog vi på bar og fik, på trods af vores beskedne sømandstøj, lov at mænge os med Sydneys ypperste jetset på den nyåbnede ”Hilton Zeta Bar” – rejsens afslutning blev i den grad fejret!
1. oktober 2008 - Sydney, AustralienDen sidste tid i Australien
At vi taler om rejsens afslutning er i princippet ikke helt korrekt. Efter fejringen på en fashionabel bar under åben himmel i Sydneys centrum ventede nemlig 14 dage med hårdt arbejde og nedpakning af 55Nord. Det startede ret brat den følgende morgen da vi blev vækket af tre toldere, som skulle give os en ny tilladelse. Det viste sig imidlertid, at de var venligheden selv, og at vores seneste ugers bekymringer omkring indbetaling af importskat på 15 % af bådens værdi kunne udsættes et par måneder. En stor lettelse der giver os mulighed for at få 55Nord sejlet til Europa, såfremt der ikke er interesserede i Australien.
Nogle dage senere sejlede vi båden op til vores mægler, ca. 40 km. nord for Sydney centrum og fortsatte arbejdet med de sidste reparationer, nedpakning og messingpudseri til langt ud på natten.
Rasmus’ gamle værtsbror, Roghan, som var i Danmark med Rotary Youth Excahnge i 1998/99 blev en god ven af alle på 55Nord. Han var gæstfriheden selv og inviterede på hyggelige middage, byturer, fodboldkampe, surfing og begavede os i overvældende grad med surfmerchandise, som han fik i kraft af sit job som redaktør på Australiens største surfmagasin. Nogle aftner havde vi kramper i kæbemusklerne af bare latter og ord som ”ball-hangers”, ”turtleneck”, ”butchie-smuglers” og meget andet blev en essentiel del af sømandsjargonen i den sidste tid på 55Nord.
Den 24. september blev den sidste dag, hvor vi alle fire var sammen på rejsen. Tidligt om morgenen kørte vi til lufthavnen, hvorfra Rasmus skulle til Melbourne for at besøge sine gamle værtsfamilier fra tiden som udvekslingsstuderende i 1996/97. To dage senere skulle Kristian tilbage til Danmark, for at nå at se sin bror, inden han rejste af sted i et år med verdensholdet.
Det blev en tårevæddet afsked i Sydney lufthavn – måske afskeden med det tætteste forhold man nogensinde har haft, og vil få til en kammerat. Et års ekstremt nærvær, lange snakke hver dag, oplevelser, savn, sorger og glæder som afsluttes på få minutter.
I de efterfølgende dage oplevede drengene i Sydney både Spansk Flamengodans i Sydney Operahus, Cirque du Soleil og et par sene after med Roghan og hans kæreste, Mira. Sideløbende strøg Rasmus fra den ene sociale begivenhed i Melbourne til den anden i et glædeligt gensyn med alle familierne.
Den 26. september tog Kristian så hjem fra Sydney og endnu engang måtte tårerne frem på kinderne. Man kunne nok have forventet lidt mere kontrol med følelserne af fire unge skippere, som netop havde krydset Stillehavet.
De sidste dage blev brugt på at få 55Nord endeligt pakket ned, rengjort og overleveret til vores Australske bådmægler, som nu skal passe på ”hende” og præsentere skønheden for nye elskere! Den 1. oktober 2008, præcist et år efter en tårevæddet afsked med kæresterne og familierne i Kastrup lufthavn, blev afskeden taget med 55Nord i Sydney. Hun har gjort det godt og passet godt på os!
Rejsen hjem blev en behagelig affære med Singapore Airlines i deres helt nye kæmpejumbojet. Vi forsøgte alle at få søvn, velvidende at vi havde en lang og spændende dag forude, men tankerne var ustyrlige og sommerfuglene var flyvske, så det blev ikke til meget søvn.
Den 2. oktober 2008, Kl. 7.55 om morgenen landede flyveren i Kastrup lufthavn. Vejret var dejligt – en smuk dansk efterårsdag. Sommerfuglene baskede for alvor og koldsveden kunne anes – mest fordi vi var spændte på at gense kærester, familie, nye familiemedlemmer og venner, men også bevidstheden om at Aftenshowet fra Danmarks Radio var mødt op med et kamera, pirrede til sommerfuglene. I et år har man aldrig været i søgelyset – det har været os, der har taget billeder af andre. Nu er det pludselig os der står foran linserne. Efter at have fået kufferterne gav vi hinanden en ordentlig knuser, og gik samlet gennem tolden – hjem til Danmark…
Læs om gensynet og tankerne om hjemkomsten om nogle uger her på siden!
Tilhørende fotos
Til forsiden